Studieophold på Columbia College

nyhed
18 nov 2019
Faglig nyhed

Johan B. Stagstrup er stud.jur. i afdelingen Litigation and Regulatory i København. Han studerer jura på Københavns Universitet, men skiftede for en stund skiftet Søndre Campus ud med Manhattan i New York for at være Visiting Student på Columbia College, der er en del af Columbia University. Her kan du læse lidt om Johans ophold.

”Columbia University er medlem af den prestigefyldte Ivy League, der bl.a. også består af universiteterne Harvard og Yale. Man mærker tydeligt, at både underviserne og de studerende er gjort af et specielt stof. Her er propfyldte læsesale om lørdagen og søndagen nærmere reglen end undtagelsen, og man undervises af akademiske sværvægtere.

De seneste to somre har jeg brugt på udenlandske universiteter. Sidste sommer læste jeg to fag på the London School of Economics and Political Science, og jeg har brugt denne sommer på et researchprojekt på The Chinese University of Hong Kong. Jeg har i forbindelse med mine ophold fået merit for 75 % af mit 5. semester, og jeg har derfor haft meget frie rammer for så vidt angår mit valg af fag. Selvom jeg har haft frie rammer, har jeg dog måtte indse, at jeg ikke kan holde mig fra juraen, og jeg har derfor valgt fag om bl.a. folkeretten og EU-retten.

Universitetet tiltrækker mange spændende personer, og der er mange tilbud, man kan benytte sig af. Jeg har f.eks. været til foredrag med personer som Olafur Eliasson og Paul Kagame, der er Rwandas præsident. Da jeg har været i Rwanda et par gange, og da jeg er meget interesseret i intra-afrikanske forhold, var det interessant at høre om Kagames visioner for Rwandas fremtid.

New York er en verdensby, og kulturudbuddet er enormt. Med mit studiekort har jeg fri adgang til museer som MoMA og the Met, og der er mange andre gratis tilbud man med fordel kan drage nytte af. For nogle uger siden så jeg f.eks. en glimrende opførelse af Shakespeares Othello i Bryant Park. 

Hos DLA Piper opfordres man til at rejse til udlandet, og jeg havde ingen problemer med at tage orlov. DLA Piper nyder stor genkendelse i udlandet, og det er ofte nok at nævne, at man arbejder hos DLA Piper, før folk ved, at man arbejder på et internationalt advokatkontor.”