Du kan søge legatet frem til den 6. april 2026.
For at søge legatet skal du være optaget på et universitet i udlandet i efterårssemesteret 2026. Det er en forudsætning, at optagelsen kan dokumenteres.
Du kan søge, hvis du er bachelor- og kandidatstuderende på jura- og erhvervsjurauddannelserne.
Du søger legatet ved at følge linket nedenfor. Det leder dig videre til ansøgningsformularen.
Udover ansøgningsformularen skal du uploade følgende dokumentation:
Motiveret ansøgning
Vi vil gerne lære dig at kende – både fagligt og personligt. Din ansøgning skal derfor ikke kun beskrive dine studieplaner, men også give os et indblik i, hvad der motiverer dig, og hvem du er.
Fortæl kort om dig selv, og hvilken retning du ønsker at tage dine studier i. Læg især vægt på din personlige motivation for at tage på udveksling og de overvejelser, der ligger bag dit valg af destination og værtsuniversitet.
Overvej fx:
- Hvorfor ønsker du at tage af sted – hvad driver dig?
- Hvad håber du at få ud af opholdet – både fagligt og personligt?
- Hvilken udvikling eller læring forventer du, at opholdet vil give dig?
- Hvilke fag har du valgt eller forventer at tage – og hvordan hænger de sammen med dine ambitioner?
Ansøgningen må maks. fylde 1 side.
CV
Karakterblad/eksamensbevis
Dokumentation på optagelse på udvekslingsophold
Efter fristens udløb den 6. april 2026 gennemgår en udvælgelseskomité alle modtagne ansøgninger. Hvis maksimum antal ansøgere opnås inden ansøgningsfristens udløb, lukker den før den 6. april.
Udvælgelseskomitéen består af:
- Martin Lavesen, Managing Partner, DLA Piper Denmark
- Gert Nissen, Partner, DLA Piper Denmark
- Pia Lykke Mathiasen, Partner, DLA Piper Denmark
- Janne Hallum, People & Culture, DLA Piper Denmark
- Ken Friis Larsen, People & Culture, DLA Piper Denmark
Jurastuderende, der er ansat hos DLA Piper, ansøger på lige vilkår med andre studerende.
Alle ansøgere der opfylder de formelle krav inviteres efter ansøgningsfristens udløb til et arrangement på enten vores kontor i København eller i Aarhus, hvor de modtagere, udvælgelseskomitéen har valgt, får overrakt legatet.
Vi har forberedt et spændende program, lagt roséen på køl og lover, det bliver en festlig og givende eftermiddag – også for dem, der ikke går hjem med et legat.
Det er en forudsætning for tildeling af et legat, at du er til stede ved arrangementet.
Arrangementet i Aarhus afholdes den 5. maj 2026.
Arrangementet i København afholdes den 28. maj 2026.
Information om og tilmelding til arrangementerne bliver sendt ud til alle ansøgere efter fristens udløb ved udgangen af marts.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Ansøgningsrunden åbner den 2. marts 2026.
Hvis du har spørgsmål til legatet, kan du skrive til ken.friis.larsen@dk.dlapiper.com.
Det er en forudsætning for at modtage legatet skattefrit, at hele legatets værdi bruges på udgifter relateret til udvekslingsopholdet (rejse, logi, kost og småfornødenheder eller udgifter til undervisning mm.).
Hvis legatet, eller dele deraf, benyttes til udgifter, der ikke er relaterede til udvekslingsopholdet, er det modtagerens eget ansvar at indberette beløbet til Skat.