DLA Piper har rådgivet AU2MATE A/S i forbindelse med salg af aktiemajoritet
N. Foss & Co. A/S, der er moderselskabet bag FOSS Analytical A/S, har erhvervet 51 % af aktierne i AU2MATE A/S, der laver automatiseringsløsninger til mejerier, herunder ARLA. AU2MATE beskæftiger ca. 80 medarbejdere på hovedkontoret i Silkeborg og yderligere ca. 25 personer i datterselskaberne i Sverige, Norge, England og Dubai.
FOSS Analytical A/S producerer analyseinstrumenter til landbrugs- og fødevareindustrien samt til den kemiske og farmaceutiske industri. FOSS havde i 2017 en omsætning på mere end 2,3 mia. – heraf en eksportandel på 98% - og beskæftigede ca. 1.400 medarbejdere. FOSS har solgt analyseinstrumenter til mere end 80% af verdens mejerier.
De to virksomheder skal – trods fælles ejerskab – ikke samkøres under en fælles strategi, men det er dog forventningen, at FOSS kan ”åbne nogle døre” for AU2MATE`s automatiseringsløsninger på mange markeder, og at AU2MATE kan medvirke til yderligere digitalisering af FOSS`s produkter.
Baggrunden for salget er dels et ønske om et generationsskifte i AU2MATE, dels ønsket om at muliggøre, at flere af de ledende medarbejdere i fremtiden kan blive medejere af virksomheden, så AU2MATE`s vækst kan fortsætte og den internationale udvikling, med etablering af yderligere datterselskaber i udlandet, kan eskaleres.
Partner i DLA Piper, Carl Erik Skovgaard, der har været bestyrelsesformand i AU2MATE i mere end 10 år, fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem, idet formandsposten overtages af CFO i FOSS, Kenneth Aaby Sachse.
Ejerne i AU2MATE er blevet rådgivet af et team fra DLA Piper bestående af Carl Erik Skovgaard, Patrick Møller Toftegaard og Patrick Holdt med bistand fra Mette Hjulskov Valler og Sanela Lulic.
Læs mere om sagen: