Direktør pålægges erstatningsansvar for manglende sikring af købesummens indbetaling til insolvent sælger
Direktøren for erhverver, der også havde været ansat hos sælger, indbetalte efter instruks fra sælgers direktør købesummen til en af sælgers kreditorer, hvorfor købesummen ikke blev indbetalt til sælger og således ikke gik til fordeling i prioritetsordenen. Direktøren blev pålagt et erstatningsansvar for ikke at have sikret sig, at købesummen blev indbetalt til sælger.
Vestre Landsret afsagde for nylig dom i en sag, hvor ledelsen i køberselskabet blev pålagt erstatningsansvar for (på instruks fra sælger) at indbetale købesummen til en af sælgerselskabets kreditorer.
Selskabet (herefter ”Sælgerselskabet”) blev stiftet i 2018 og misligholdte relativt hurtigt sine forpligtelser over for det offentlige.
I juli 2020 varslede Gældsstyrelsen udlægsforretning.
I august 2020 gennemførte Gældsstyrelsen udlægsforretning. Samme dag blev Sælgerselskabets køretøjer overdraget til et nyt selskab (herefter ”Køberselskabet”).
Direktør og ejer for Køberselskabet var en ansat i Sælgerselskabet, der i en årrække havde arbejdet sammen med direktøren for Sælgerselskabet.
I september 2020 blev virksomheden i Sælgerselskabet overdraget til Køberselskabet, og Køberselskabet ændrede samtidig navn til Sælgerselskabets navn.
Direktøren i Sælgerselskabet blev samtidig ansat i Køberselskabet.
Sælgerselskabet gik konkurs kort efter, og der blev efterladt en betydelig gæld til det offentlige i Sælgerselskabet.
Kurator kunne efter konkursdekretets afsigelse konstatere, at der var udfærdiget en overdragelsesaftale mellem Sælgerselskabet og Køberselskabet, hvori der var fastsat en købesum. Kurator kunne imidlertid ikke konstatere, at den aftalte købesum på noget tidspunkt var indbetalt til Sælgerselskabet.
Efter kurator forgæves havde fremsendt påkrav til Køberselskabet og anmodet om at få den aftalte købesum indbetalt til konkursboet, udtog kurator stævning mod Køberselskabet, direktøren for Sælgerselskabet og direktøren for Køberselskabet.
Kurator gjorde principalt gældende, at direktøren for Køberselskabet reelt også havde udgjort en del af ledelsen i Sælgerselskabet, hvorfor direktøren skulle pålægges et erstatningsansvar for ikke at have sikret sig købesummens indbetaling til Sælgerselskabet, der kort efter gik konkurs.
Subsidiært gjorde kurator gældende, at direktøren for Køberselskabet i sin egenskab af at være direktør for et erhververselskab ligeledes havde en forpligtelse til at sikre sig, at købesummen blev indbetalt til det insolvente Sælgerselskab (det er her en vigtigt pointe, at direktøren også havde en fremtræden rolle i Sælgerselskabet, hvorfor direktøren blandt andet havde indsigt i selskabets insolvens på overdragelsestidspunktet).
I sagen gjorde de sagsøgte blandt andet gældende, at Køberselskabet (efter instruks) havde indbetalt købesummen til en af Sælgerselskabets kreditorer, og at kurator ikke havde opfyldt sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at rette kravet mod den kreditor, der havde modtaget betaling fra Køberselskabet.
Køberselskabet blev under behandlingen af sagen for Byretten taget under konkursbehandling.
I Byretten blev direktøren for Sælgerselskabet dømt for ikke at sikre sig købesummens indbetaling til Sælgerselskabet (det senere konkursbo).
Direktøren for Køberselskabet blev ligeledes dømt, idet Byretten anså direktøren for reelt også at have udgjort en del af ledelsen i Sælgerselskabet, hvorfor direktøren, ligesom den registrerede direktør, blev pålagt et erstatningsansvar for ikke at sikre sig købesummens indbetaling til Sælgerselskabet (det senere konkursbo).
Sagen blev appelleret af direktøren for Køberselskabet, der for Landsretten i hovedsagen gjorde gældende, at han ikke reelt havde udgjort en del af ledelsen i Sælgerselskabet, og at han som direktør for Køberselskabet ikke havde handlet ansvarspådragende, da han ved betalingen til en af Sælgerselskabets kreditorer, havde handlet efter instruks fra Sælgerselskabet. Endelig blev det igen gjort gældende, at konkursboet ikke havde opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, da boet ikke havde rettet et omstødelseskrav mod kreditoren, der har modtaget betalingen (købesummen).
Vestre Landsret fandt ikke, at den registrerede direktør for Køberselskabet også havde udgjort en del af ledelsen i Sælgerselskabet. Til gengæld pålagde Vestre Landsret direktøren for Køberselskabet et erstatningsansvar for ikke at have sikret sig, at købesummen blev indbetalt til det insolvente Sælgerselskab (som anført ovenfor er det her en vigtigt pointe, at direktøren også havde en fremtræden rolle i Sælgerselskabet, hvorfor direktøren blandt andet havde indsigt i selskabets insolvens på overdragelsestidspunktet).
Vestre Landsret udtalte herudover, at konkursboet ikke havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, hvorfor direktøren blev pålagt at erstattet konkursboets tab – svarende til den ikke-betalte købesum.
Advokat Per Buttenschøn var udpeget som kurator for konkursboet.
Sagen blev for Byretten ført af advokat Anders Purup, imens advokat Frederik Funding Husum førte sagen for Landsretten.