DLA Piper går sammen med to globale aktører om Incident Response-løsning
De nye cybersikkerhedskrav i NIS 2, der træder i kraft 1. juli 2025, kommer til at ændre spillereglerne for mange virksomheders cyberberedskab. Sammen med et stadig mere komplekst og sammensat trusselsbillede får det nu DLA Piper, Danoffice IT og Arctic Wolf til at tilbyde en fælles løsning, der sikrer organisationer, som rammes af cyberangreb adgang til dybe juridiske, cybersikkerhedsfaglige og tekniske kompetencer.
En stor andel af danske virksomheder, og næsten alle myndigheder, står 1. juli over for at skulle møde nye lovkrav til deres cybersikkerhedsniveau. Med implementeringen af EU’s NIS 2-direktiv i dansk ret strammes kravene for cybersikkerhed og resiliens for virksomheder og myndigheder i kritiske sektorer som for eksempelvis transport og medicinalindustrien. Samtidig omfattes mange it-leverandører af de skærpede krav.
Danoffice IT og Arctic Wolf er to af Europas mest veletablerede udbydere af IT-infrastrukturydelser og cybersikkerhedsrelaterede tjenester. Sammen med Danmarks eneste globale advokatfirma – DLA Piper – tilbyder de nu en fælles indgang og løsning til håndtering af alle aspekter af cyberhændelser såsom ransomware-angreb, alvorlige netværkskompromiteringer mv.
– En stor andel af danske virksomheder står netop nu over for skrappere lovgivningskrav i forbindelse med, at NIS 2-direktivet er implementeret i dansk ret. Compliance og juridisk risikostyring smelter nu endnu mere sammen med kravene til virksomhedernes beredskab og drift på cybersikkerhedsområdet. Derfor giver det god mening, at vi sammen med Danoffice IT og Arctic Wolf nu kan tilbyde både akut bistand, når uheldet er ude, men også løbende uddannelse og rådgivning af de organisationer, der bliver del af vores løsning. Det giver ikke længere mening at adskille den praktiske cybersikkerhed fra styringen af en organisations juridiske risici, og slet ikke når organisationen rammes af hændelser, der kræver effektive beslutningsprocesser og erfarne rådgivere, fortæller Christian Wiese Svanberg, der er advokat og Director hos DLA Piper.
– Vi kan som advokater ikke yde it-teknisk rådgivning, men har til gengæld dyb erfaring med at rådgive såvel den øverste ledelse som eksperterne i organisationen om de mange vanskelige overvejelser, der kan opstå i forbindelse med håndteringen af et omfattende hackerangreb. Hvor en kompetent styring af de juridiske risici er del af et professionelt håndteret forløb. Sammen med vores to partnere tilbyder vi en helt unik kombination af faglig indsigt og de ressourcer, der skal kunne mobiliseres med kort varsel i disse forløb, fortsætter han.
Fjerde flest læk i Europa
At der er behov for endnu bedre cyberberedskab understreges af, at danske virksomheder er blandt dem i Europa, der indberetter flest kritiske datalæk. Cirka 120 læk per 100.000 indbyggere blev registreret og indberettet i 2024. Det rækker til en – i denne sammenhæng – kedelig europæisk 4. plads efter Holland, Lichtenstein og Finland, viser tal fra DLA Pipers Data Breach report fra 2025.
Christian Wiese Svanberg påpeger dog, at den danske fjerdeplads delvist skyldes, at danske virksomheder er meget flittige med indberetningerne, men ikke desto mindre fortæller tallene alligevel en historie om cyberproblemernes omfang.
– Vi står alle sammen over for en kæmpe opgave med at håndtere truslerne fra forskellige sider. Geopolitisk uro og kunstig intelligens har de seneste måneder og år bestemt ikke gjort opgaven nemmere.
– Det er mit håb, at ledelserne kommer til at arbejde konstruktivt med NIS 2, så direktivet reelt bliver en styrkelse af virksomhedernes resiliens og ikke bare en overholdelse af loven. Samtidig håber jeg, at politikere og myndigheder også kommer til at være konstruktive og pragmatiske, når NIS 2 hen over det næste stykke tid skal udfoldes i erhvervslivet og blandt offentlige organisationer, fortæller han.
- Vi er glade for at indgå dette partnerskab med DLA Piper og Danoffice IT, siger Petter Glenstrup, salgsdirektør for Arctic Wolf i Norden. Den trussel, som danske virksomheder og myndigheder står overfor fra cyberangreb, og især ransomware, vokser fortsat, og det er en kendsgerning, at mange vil blive konfronteret med denne udfordring i de kommende uger og måneder, hvis de ikke allerede er det. Med Arctic Wolf kan kunderne føle sig sikre på, at de har overblik over hele deres miljø, så de overholder NIS 2 og andre rammeværker, og at de kan komme hurtigt tilbage på fode, hvis det værste skulle ske.
- Cybersikkerhed handler ikke længere kun om forebyggelse – det handler om at være forberedt, når angrebet sker. Gennem samarbejdet med DLA Piper og Arctic Wolf står vi stærkere i indsatsen for at hjælpe danske virksomheder med hurtig genopretning og en klar forståelse af, hvad der gik galt og hvorfor. Det er her, vi kan gøre en reel forskel, fortæller Jesper Frederiksen, Head Of Security, Danoffice IT.
Vigtigt med ledelsesansvar
Christian Wiese Svanberg peger i øvrigt på, at NIS 2 specifikt stiller krav til, at topledelsen tager et ledelsesansvar for cybersikkerheden. Og uanset at mange virksomheder for tiden føler sig ramt af en omfattende compliancebyrde, har kravene i NIS 2 fortsat sin berettigelse. Disse regler er målrettet mod at højne de mest kritiske sektorers evne til at stå imod, f.eks. når ondsindede tredjelande bevidst forsøger at skade vores samfund.
Netop den brede dækning og rådgivning har også været kongstanken bag samarbejdet mellem DLA Piper, Danoffice IT og Arctic Wolf. De tre parter tilbyder en samlet Incident Response-løsning, hvor cybersikkerhed, it-drift og juraen er samtænkt. Løsningen omfatter alt fra sektorspecifikke trusselsvurderinger og ”table top”-øvelser til cybersikkerhedsuddannelse af ledelsen og test af beredskabsplaner. Og, naturligvis, akut og fyldestgørende teknisk og juridisk hjælp, hvis uheldet er ude.
Det drejer sig om alt fra varslinger, digital efterforskning, bistand med indberetninger til myndigheder, politianmeldelse og genetablering af systemer, til styring af kommunikationen til offentligheden, medarbejdere, kunder og andre samarbejdspartnere.
Læs mere om aftalen- Incident360 Retainer - Arctic Wolf