Ny dom præciserer rækkevidden af funktionærlovens § 17a
En ny dom tager stilling til, om en fastholdelsesbonus var omfattet af funktionærlovens § 17a
Sagen angik en medarbejder, der var omfattet af en ekstraordinær bonusordning, hvor den samlede bonus svarede til to måneders løn og skulle udbetales i fire lige store rater. Udbetalingerne var betinget af, at medarbejderen var i uopsagt stilling på de enkelte udbetalingstidspunkter.
Medarbejderen opsagde sin stilling inden udbetalingen af tredje og fjerde rate. Arbejdsgiveren tilbageførte derfor tredje rate og undlod at udbetale fjerde rate. Spørgsmålet var, om medarbejderen havde krav på en forholdsmæssig andel efter funktionærlovens § 17a.
Funktionærlovens § 17a og fastholdelsesbonus
Efter funktionærlovens § 17a har en funktionær som udgangspunkt krav på en forholdsmæssig andel af tantieme, gratiale eller lignende ydelser, hvis medarbejderen fratræder i løbet af et regnskabsår. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for funktionæren.
Det afgørende spørgsmål i sagen var derfor, om bonusordningen udgjorde vederlag for arbejde på samme måde som løn, eller om ordningen alene var en præmiering for at forblive i stillingen frem til de aftalte udbetalingstidspunkter.
Byrettens dom
Retten lagde vægt på, at bonusordningen var et ekstraordinært fastholdelsestiltag, der var besluttet for at fastholde medarbejderne i en periode, hvor der var konkurrence om medarbejderne. Ordningen omfattede samtlige medarbejdere, var ikke knyttet til særlig arbejdsindsats for medarbejderne eller konkrete resultater for virksomheden og var hverken pensions- eller feriepengeberettiget.
Retten fandt desuden, at henvisningerne til medarbejdernes tidligere indsats og virksomhedens ønske om fortsat loyalitet ikke i sig selv gjorde bonussen til vederlag for udført arbejde. Udbetalingsperioden var heller ikke så lang (under ét år), at ordningen reelt måtte sidestilles med en lønforhøjelse.
På den baggrund fandt retten, at der var tale om en reel fastholdelsesbonus, som faldt uden for funktionærlovens § 17a. Arbejdsgiveren var derfor berettiget til at betinge udbetalingen af, at medarbejderen var i uopsagt stilling på udbetalingstidspunktet.
Dommen er efter det oplyste anket til landsretten.
DLA Piper bemærker
Dommen er et praktisk relevant eksempel på, at fastholdelsesbonusser efter omstændighederne kan holdes uden for funktionærlovens § 17a, hvis ordningen reelt og tydeligt har til formål at præmiere fortsat ansættelse – og ikke at honorere arbejdsindsats eller resultater.
For arbejdsgivere understreger dommen betydningen af at udforme fastholdelsesordninger klart og konsekvent. Det bør fremgå tydeligt, hvad formålet med ordningen er, og hvilke betingelser der gælder for udbetaling. Ordningen bør samtidig holdes adskilt fra performancebaserede bonusordninger og almindelige lønelementer, herunder ved at præcisere, at bonussen alene ydes som præmiering for fortsat ansættelse og ikke indgår i beregningsgrundlaget for pension, feriepenge eller andre lønrelaterede ydelser.
Vurderingen vil dog fortsat bero på en konkret fortolkning af ordningens indhold og den sammenhæng, den indgår i. Arbejdsgivere bør derfor være opmærksomme på, at generelle formuleringer om indsats, resultater eller fremtidige forventninger kan få betydning for vurderingen af, om en bonus reelt har karakter af løn.
