Nye domme inden for flyretten
Fire nye afgørelser fra landsretterne sætter fokus på luftfartsselskabernes forpligtelser ved aflysninger og forsinkelser. Dommene behandler både refusion via rejsebureauer og undtagelsesbestemmelsen om "usædvanlige omstændigheder". Læs med og få overblikket over de seneste domme.
Østre Landsrets dom af 29. august 2025 (BS-56264/2024-OLR)
I dommen stadfæstede Østre Landsret, at et luftfartsselskab ikke kan frigøre sig fra sin refusionsforpligtelse ved at betale til et rejsebureau, medmindre passageren udtrykkeligt har accepteret dette. I sagen havde passagererne købt billetter via Kiwi.com, men der var ikke dokumentation for, at de havde givet samtykke til, at refusionen kunne ske til rejsebureauet. Landsretten fastslog, at refusionspligten efter EU-forordning 261/2004 påhviler det transporterende luftfartsselskab direkte over for passageren – og betaling til tredjemand kræver samtykke. Dommen skærper kravene til dokumentation og kommunikation i refusionssager.
U.2025.4273
I dommen blev Ryanair frifundet for kompensationskrav, da en bird strike på en tidligere rotation medførte forsinkelse. Landsretten fandt, at selskabet havde truffet alle rimelige foranstaltninger – herunder indsættelse af erstatningsfly – og at der ikke var alternative ruter til rådighed. Dommen bekræfter, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 5, stk. 3, kan finde anvendelse, når selskabet dokumenterer både hændelsen og sine afværgeforanstaltninger.
U.2025.3293
I dommen blev Freebird Airlines frifundet for kompensation, da forsinkelsen skyldtes ugunstige vejrforhold i München på en tidligere rotation. Landsretten lagde vægt på, at en væsentlig del af forsinkelsen kunne henføres til vejrforholdene, og at selskabet havde truffet de nødvendige forholdsregler. Dommen illustrerer, at selskaber kan fritages for kompensation, selv ved indirekte påvirkninger, hvis der er en dokumenteret og tidsmæssig sammenhæng.
U.2025.2858
I dommen ophævede Østre Landsret en byretsdom, da retten ved en fejl ikke havde taget stilling til hovedpåstanden om kompensation. Fejlen skyldtes en uklar formulering fra sagsøger, men landsretten understregede, at den materielle påstand stadig stod ved magt. Sagen blev hjemvist til ny behandling.