Politisk aftale giver kommuner og regioner mulighed for at finansiere ladeinfrastruktur

nyhed
16 nov 2021
Category
Faglig nyhed

Inden sommerferien sendte regeringen et lovforslag til den såkaldte AFI-lov om infrastruktur for alternative drivmidler i høring. Loven har til formål at sikre langsigtede og ordnede rammer for indretningen af ladestandermarkedet og indebærer, at kommuner og regioner kan tildele private virksomheder ret til at opstille ladestandere på offentlige arealer.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har den 28. oktober 2021 indgået aftale om at justere lovforslaget, således at det giver mulighed for, at kommuner og regioner i udbud kan medfinansiere ladeinfrastruktur på deres egne arealer.

Formålet er, at der også i yderområder, hvor private aktører ikke kan eller vil løfte opgaven, sikres ladeinfrastruktur.

Muligheden for medfinansiering er ifølge aftalen betinget af,

at finansiering sker på markedsvilkår og kun kan finde sted:

  • Inden for kommunens eller regionens egen anlægsramme
  • I en begrænset årrække foreløbigt frem til og med 2024
  • Ud fra en model, hvor kommunalbestyrelse eller regionsråd først træffer beslutning om eventuelt at disponere midler til aftaler om ladeinfrastruktur efter afholdelsen af udbud, såfremt der viser sig at være behov for medfinansiering. Der må således ikke forlods afsættes kommunal eller regional medfinansiering til et konkret udbud.

Det reviderede lovforslag forventes at træde i kraft 1. april 2022.

Læs aftalen her.