Sebastian Lysholm Nielsen

Sebastian Lysholm Nielsen er certificeret international voldgiftsdommer med mange års erfaring i førelsen af komplekse internationale og danske rets- og voldgiftssager.
Sebastian bistår i tvister, der udspringer af blandt andet køb og salg af virksomheder og fast ejendom, internationale forretningstransaktioner, forsikringsprodukter, finansielle kontrakter, konkursbehandlinger samt entreprisetvister.
Sebastian har møderet for Højesteret, og han har endvidere advokatbestalling i staten New York, USA, efter at have opnået en LL.M.-grad i Transnational Business Practice fra McGeorge School of Law i Californien, USA. Sebastian har også en HD-grad i International Business fra Copenhagen Business School.
Sebastians skarpe analytiske tilgang, hans strategiske overblik og internationale baggrund sikrer, at globale og nationale virksomheder bliver rådgivet med et fokus på juridiske såvel som kommercielle aspekter.
Sebastian har desuden indgående erfaring med italienske forhold og bistår ofte italienske advokatfirmaer og italienske klienter i internationale tvister og transaktioner, der involverer dansk ret, idet han er tosproget og flydende på italiensk.
Sebastian blev i 2021 anerkendt som talent inden for advokatbranchen i Berlingske Talent 100.
I 2023 modtog Sebastian som blot 35-årig den italienske ridderorden og titlen ”Cavaliere” for sin mangeårige aktive bistand til fremme af de bilaterale relationer mellem Danmark og Italien samt for sin kontinuerlige indsats for fremme af de erhvervsmæssige relationer og de juridiske bånd mellem de to lande.
New York State Bar Association
Dansk Forening for Voldgift
Young Arbitrators Copenhagen
Foreningen af Procedureadvokater
- Sebastian repræsenterede køberen af en erhvervsejendom i en landsretssag, hvor køber krævede et forholdsmæssigt afslag i købesummen som følge af sælgers fejlagtige oplysninger om verserende lejesager i forbindelse med due diligence-processen. Østre Landsret gav køber fuldt medhold, idet oplysningerne måtte anses for en garanti, som ikke var omfattet af købers undersøgelsespligt.
- Sebastian repræsenterede et selskab i en landsretssag mod en bank vedrørende forhøjelse af rentetillægget/marginalen og udskiftning af basisrenten for en kassekredit i commitment-perioden. Vestre Landsret gav selskabet fuldt medhold i tilbagebetalingspåstanden, uagtet selskabet løbende var blevet informeret om ændringerne.
- Sebastian repræsenterede sælgeren af en erhvervsejendom i en landsretssag mod køberen om, hvorvidt en tilbagebetaling fra SKAT til sælger, efter købers overtagelse af ejendommen, skulle tilkomme sælger eller køber. I Østre Landsret blev sælger frifundet for at skulle betale køber noget beløb, uagtet køber allerede havde refunderet sælger beløbet gennem driftsregnskabet.
Senior Director, DLA Piper Denmark, siden 2025
Director, Lundgrens, 2020-2025
Advokat, Lundgrens 2018-2020
Advokat, Danders & More, 2014-2017
Advokatfuldmægtig, Danders & More, 2011-2014
Legal Intern, Martensen Wright PC, Sacramento, Californien, USA, 2010