DLA Piper støtter brysterne
På lørdag den 5. oktober bliver hele Danmark malet lyserød som led i Kræftens Bekæmpelses kampagne – Lyserød lørdag. Oktober måned er som bekendt ”brystkræftsmåned”, og landet over støtter danskere, lokale foreninger og erhvervslivet op om sagen. I 2018 blev der indsamlet 16,4 mio. kr., og det betød, at der bl.a. kunne investeres i forskning i individuel strålebehandling og kortlægning af behandling af brystkræftpatienter.
Som en del af DLA Pipers fokus på pro bono-arbejde har advokat Anette Moll Berg bistået Kræftens Bekæmpelse med forhandling af en sponsoraftale med den amerikanske virksomhed Procter & Gamble. Anette, der er en del af DLA Pipers danske pro bono-udvalg, har igennem en lang årrække rådgivet om bl.a. varemærker og brands og har stor erfaring med aftaler om varemærker og kampagner, herunder fx sponsoraftaler. Sponsoraftalen mellem Kræftens Bekæmpelse og Procter & Gamble indebærer en donation til Støt Brysterne projektet for solgte produkter inden for bl.a. hud- og hårpleje. Aftalen indeholder retningslinjer for den gensidige brug af logoer, produktnavne, kampagneomtale mv.
”Det har været en fornøjelse at arbejde for Kræftens Bekæmpelse og for en sag, der berører så mange mennesker – også i min egen kreds af familie og veninder. Rent juridisk har sagen vist den kompleksitet, der mange gange vil være, når en dansk velgørende organisation og en global virksomhed skal indgå et samarbejde, fortæller Anette Moll Berg.
Pro bono-arbejde har i flere år været en integreret del af DLA Pipers kultur, og ca. 80 % af advokaterne rundt om i verden deltager i pro bono-arbejde hvert år.
”Vi har internationalt en udtalt ambition om at være den førende globale pro bono-advokatvirksomhed. Dette skyldes, at vi som en ledende advokatvirksomhed føler, at vi har et socialt ansvar, og at vi skal tage del i det omgivende samfund og gøre vores til at skabe en bæredygtig fremtid”, udtaler Martin Lavesen, Managing Partner hos DLA Piper i Danmark.