Frederiksberg Kommune modtager international pris for udbud, som DLA Piper har rådgivet om
Prisen for årets innovative udbud
Det internationale netværk ICLEI, der består af mere end 1750 kommuner og regioner, står bag Procura+ Awards, der hvert år hylder bæredygtige tilgange til offentlige udbud. Prisen for årets innovative udbud blev overrakt Frederiksberg Kommune, der er de første i Danmark til at anvende udbudsformen innovationspartnerskab i forbindelse med et byudviklingsprojekt.
Gennem projektet har Frederiksberg Kommune samarbejdet med private aktører om at udvikle innovative løsninger, som skal sikre byen mod fremtidige oversvømmelser. I forbindelse med gennemførelsen af udbuddet og implementeringen af innovationspartnerskabet er kommunen blevet rådgivet af innovationsvirksomheden Innoba og DLA Piper.
Udbud af innovationspartnerskab om regnvandshåndtering
Som andre kommuner landet over har Frederiksberg Kommune haft udfordringer med at håndtere store mængder af regnvand ved skybrud. Kommunen ønskede en fleksibel og modulerbar helhedsløsning, der kunne håndtere regnvand i tætbebyggede områder og som sammentænker udvikling, anlæg og drift. En sådan løsning fandtes ikke allerede på markedet.
Den fleksible udbudsprocedure innovationspartnerskab gjorde det muligt for Frederiksberg Kommune at samle udbud, innovation, indkøb og anlæg af den ønskede løsning, som skulle udvikles i et samarbejde med private aktører.
Hvad er innovationspartnerskaber?
Innovationspartnerskab er ny udbudsform, der er indført med udbudsloven fra 2015. Innovationspartnerskaber er en fleksibel udbudsform, der giver mulighed for at indgå en eller flere længerevarende innovationspartnerskabskontrakter med det formål at udvikle og efterfølgende indkøbe innovative varer, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder, uden at det er nødvendigt at gennemføre en separat udbudsprocedure for indkøbet.