Nordic Secondment i Oslo
Klara Drasbæk er advokatfuldmægtig i afdelingen for insolvens og rekonstruktion i Aarhus, hvor hun primært beskæftiger sig med insolvensretlige forhold, herunder bl.a. omstødelsesundersøgelser, konkurskarantænesager og øvrige processer ved bobehandling i store og små konkursboer.
Som en del af DLA Pipers Nordic Seconment program har Klara tilbragt en uge på kontoret i Oslo. Her kan du læse lidt om hendes ophold.
”Jeg har haft fornøjelsen af at tilbringe en uge på vores kontor i Oslo som en del af Nordic Secondment-programmet. I år var det første gang i min ansættelsestid hos DLA Piper, at Nordic Secondment blev afholdt pga. COVID-19. Da jeg læste om muligheden for at tilbringe en uge på et af vores nordiske kontorer, tænkte jeg straks, at det var en oplagt og spændende mulighed for at opleve DLA Piper uden for Danmarks grænser.
Min uge i Oslo har foruden en masse faglige input budt på gode middage, dart, fredagsbar og sightseeing i Oslo. På kontoret har jeg siddet sammen med Norges FPR-afdeling, og samtidig med at jeg har passet mine egne sager, har jeg også fået lov til at deltage i de møder, der har været holdt i afdelingen i løbet af ugen.
Kontoret i Oslo har en skøn beliggenhed med en stor tagterrasse, der har udsigt over havnepromenaden, hvilket man godt kan være lidt misundelig på.
Mine norske kollegaer er virkelig imødekommende, og de har bestemt sørget for, at jeg og vores kollegaer fra Finland og Sverige, der også har været secondees, har fået et godt indblik i livet både på og uden for kontoret i Oslo".
Som et internationalt advokatfirma tilbyder DLA Piper en række forskellige udstationeringsprogrammer, herunder Nordic Secondment. Nordic Secondment programmet er er et særligt udstationeringsprogram, der er etableret mellem de nordiske lande, hvori DLA Piper har kontorer – Sverige, Norge, Finland og Danmark.
Vil du vide mere om DLA Piper og de forskellige udstationeringsprogrammer, så se mere her.