COVID-19: Vækstfondens muligheder for at støtte ramte virksomheder

news
02 Apr 2020
Category
Faglig nyhed

Vækstfonden er sat i verden med det primære formål "at fremme vækst og fornyelse i dansk erhvervsliv med henblik på at skabe størst muligt samfundsmæssigt afkast". Det er derfor også naturligt, at Vækstfonden nu gives mulighed for at støtte virksomheder, der er særligt ramt som følge af COVID-19.

Som et led i regeringens COVID-19 hjælpepakke til erhvervslivet, er der indført COVID-19 garantiordninger via Vækstfonden, hvor den ene er målrettet store virksomheder, og den anden er målrettet SMV'er, men hovedtrækkene er ens. Ordningen giver virksomheder mulighed for at søge om, at Vækstfonden stiller garanti for nye lån og driftskreditter. Med den mulighed vil man som virksomhed forhåbentligt have lettere adgang til at opnå den nødvendige finansiering for at komme bedre igennem Corona-krisen.

Ordningen fungerer rent praktisk således, at man som virksomhed skal søge via sin bank eller andet finansieringsinstitut (i nyhedsbrevet her skriver vi bare bank). For at kunne søge ordningen skal man som virksomhed være i den situation, at man i hele eller dele af perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 30. september 2020 har lidt (eller forventer at lide) et omsætningstab på minimum 30 % som følge af spredningen af COVID-19. Ordningen gælder udover for danske virksomheder også for grønlandske og færøske virksomheder.

Garantiordningen i korte facts:

  • Der kan kun stilles garanti for lån og driftskreditter til kreditværdige virksomheder (kreditvurdering foretages af den bank, som indsender ansøgning).
  • En virksomhed kan godt opnå garanti flere gange, dog ikke for den samme periode mere end én gang.
  • Garantien kan dække 70 % bankens tab.
  • Der kan ikke ydes garanti for lånebeløb, der overstiger det opgjorte omsætningstab.
  • Garantien må ikke dække lån, der anvendes til at afdrage på anden gæld til samme bank.
  • Garantien har en løbetid på højest 7 år, der nedskrives årligt, lineært.
  • Vækstfondens pris for garantien er en stiftelsesprovision på 2.500 kr. og en årlig provision, der udgør 1 % af det beløb, der garanteres for.

Hos DLA Piper håber vi, at garantiordningen vil leve op til hensigten og hjælpe mange af de hårdt ramte virksomheder. Hvis du eller din virksomhed har spørgsmål til garantiordningen eller andre muligheder for finansiering eller økonomisk krisehåndtering, er du mere end velkommen til at kontakte os.