DLA Piper støtter retshjælp for hjemløse og andre særligt udsatte

news
23 Aug 2023
Category
Pressemeddelelse

Velfærdssamfundet fungerer ikke altid som det skal for de mest udsatte. Derfor er der brug for specialiserede jurister, der kan hjælpe hjemløse, stofafhængige og andre udsatte med at få tag over hovedet, penge at købe mad for eller blive indskrevet i rusmiddelbehandling.

Alt det og mere kan udsatte få gratis hjælp til hos retshjælpen Stenbroens Jurister.

Indtil nu har Stenbroens Juristers base været Vesterbro i København. Men organisationen har i en periode sendt jurister fra København til Aarhus for at undersøge, om der også her er grundlag for en afdeling.

Behovet har vist sig at være stort. I dag rådgiver eller bistår Stenbroens Jurister hver måned i mere end 40 små og store sager for udsatte personer i Aarhus. Sagerne handler særligt om rusmiddelbehandling, adgang til en bankkonto og offentlig forsørgelse, men også en lang række andre problemstillinger.

Vi har i DLA Piper valgt at støtte Stenbroens Jurister med at etablere en egentlig afdeling i Aarhus. Støtteorganisationen bliver dermed en del af en støttekreds bag retshjælpen sammen med Salling Fondene, Aarhus Advokatforening og fire andre advokathuse i Aarhus.

”Stenbroens Jurister får ikke meget offentlig støtte. Derfor er vi helt afhængige af hjælpen fra det juridiske miljø og Salling Fondene, hvis vi skal kunne levere gadenær, juridisk rådgivning i det omfang, der er behov for. Og det her samarbejde betyder helt konkret, at vi kan hjælpe flere af de mest udsatte i Aarhus endnu bedre,” siger Maja Løvbjerg Hansen, der er jurist og direktør i Stenbroens Jurister

I den lokale advokatforening glæder man sig over den brede støtte fra byens større advokatfirmaer.

”Det er noget helt specielt, når så mange advokathuse går sammen i en støttekreds, som de har gjort bag Stenbroens Jurister. Jeg tror, man skal se den brede støtte som udtryk for advokatvirksomhedernes sociale engagement og en stor faglig respekt for Stenbroens Juristers helt særlige kompetencer og betydning for de mest udsatte,” siger Per Bjerg Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus Advokatforening.

Besøg Stenbroens Juristers hjemmeside