Deltidsansattes krav på efterbetaling af overtidstillæg forældes som udgangspunkt efter fem år
En ny faglig voldgiftskendelse har fastslået, at deltidsansattes eventuelle krav på efterbetaling af overtidstillæg som udgangspunkt forældes efter fem år.
Deltidsansattes krav på overtidsbetaling
Denne faglige voldgiftskendelse kommer i forlængelse af to principielle faglige voldgiftskendelser fra februar 2026, som fastslog, at deltidsansatte som udgangspunkt er berettiget til overtidstillæg, når de arbejder ud over deres individuelt aftalte arbejdstid. Det gælder, selvom arbejdstiden ikke overstiger fuldtidsnormen på 37 timer.
Du kan læse mere om overtidsbetaling til deltidsansatte her: Overtidsbetaling til deltidsansatte ved overarbejde.
Fem års forældelse, ikke ti år
Medarbejdersiden gjorde gældende, at forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi medarbejderen havde været uvidende om sit krav. Hvis dette havde været tilfældet, kunne kravet have været rejst op til ti år tilbage.
Arbejdsgiversiden gjorde gældende, at forældelsesfristen var fem år, og at den ikke havde været suspenderet.
Opmanden fastslog, at der var tale om en retsvildfarelse. Det klare udgangspunkt er derfor, at forældelsesfristen ikke suspenderes. Opmanden fastslog også, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.
Opmanden fastslog derfor, at eventuelle krav på efterbetaling af overtidstillæg er omfattet af den femårige forældelsesfrist, mens eventuelle rentekrav var underlagt en treårig forældelsesfrist.
Afgørelsen indebærer dermed, at de principielle deltidsafgørelser fra februar 2026 ikke i sig selv åbner mulighed for at rejse efterbetalingskrav ti år tilbage.
Fagretlig behandling kan afbryde forældelsen
Kendelsen tager også stilling til, hvilken betydning indledningen af fagretlig behandling har for forældelsen.
Opmanden fandt, at en begæring om lokalforhandling ikke medførte en endelig afbrydelse af forældelsen efter forældelseslovens § 16, stk. 3. Selvom lokalforhandlingen var et obligatorisk skridt efter den relevante overenskomst, var det først en skriftlig begæring om faglig voldgift, der iværksatte selve voldgiftssagen.
Begæringen om lokalforhandling havde imidlertid foreløbig afbrydelsesvirkning efter forældelseslovens § 21, stk. 5. Opmanden lagde vægt på, at medarbejdersiden efter overenskomsten var forpligtet til at gennemføre fagretlig behandling, før der kunne indledes faglig voldgift. Det kunne derfor ikke være meningen, at et krav skulle risikere at blive forældet under gennemførelsen af den obligatoriske fagretlige proces.
Afgørelsen viser således, at iværksættelse af overenskomstmæssigt foreskrevet fagretlig behandling kan have betydning for forældelsen, også selvom der endnu ikke er begæret faglig voldgift.
Procesaftale mellem overenskomstparterne suspenderede forældelsen
Overenskomstparterne i den konkrete sag havde indgået en procesaftale om at afvente afgørelsen i de principielle voldgiftssager på industriens område. De fleste overenskomstparter indgik tilsvarende procesaftaler i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2025.
Procesaftalen tog ikke udtrykkelig stilling til forældelse. Opmanden fandt, at den måtte forstås således, at de berørte sager også i forældelsesmæssig henseende blev stillet i bero. Forældelsen var derfor suspenderet fra den 27. februar 2025, indtil de principielle voldgiftskendelser blev afsagt den 4. februar 2026.
Resultatet blev, at medarbejderens eventuelle krav på efterbetaling af overtidstillæg, der var forfaldet før den 27. februar 2020, var forældede.
Eventuelle rentekrav, der var forfaldet før den 27. februar 2022, var ligeledes forældede.
Hvad betyder afgørelsen for arbejdsgivere?
Afgørelsen begrænser den tidsmæssige rækkevidde af potentielle efterbetalingskrav efter deltidsafgørelserne. Udgangspunktet er, at krav på efterbetaling af overtidstillæg forældes efter fem år.
DLA Piper anbefaler, at virksomheder med deltidsansatte gennemgår deres overenskomstgrundlag og praksis for honorering af arbejde ud over den aftalte arbejdstid. Hvor der identificeres en potentiel efterbetalingsrisiko, bør den relevante periode og eventuelle afbrydelses- eller suspensionsgrunde vurderes konkret.