Bistand til kreditorer og panthavere i sager om insolvensbehandling er et vigtigt rådgivningsområde for os. Vi forstår vigtigheden af værdiskabende løsninger for de involverede parter.
Insolvens og rekonstruktion
Når en skyldner bliver taget under insolvensbehandling eller risikerer at blive taget under konkursbehandling, skal man som kreditor eller panthaver forholde sig til situationen. Det er naturligt, at interesser typisk vil være fokuseret på sikring af værdier af et eventuelt pant samt begrænsning af risici.
Hvad kan vi hjælpe kreditorer og panthavere med?
Vores rådgivning omfatter en bred vifte af områder, hvor vi fungerer som samarbejdspartner for kreditorer og panthavere såsom:
- Engagementsstyring
- Inkasso og debitorstyring
- Håndtering af panterettigheder
- Lokalisering, sikring og inddrivelse af gæld og aktiver
- Håndtering af nødlidende ejendomme, fly og skibe
- Overdragelse af nødlidende fordringer
Inkasso og debitorstyring
Vi har mangeårig erfaring med håndtering af debitorer på vegne af vores kunder. Vores kompetencer omfatter alle aspekter af inkassoområdet, og vi rådgiver både virksomheder, herunder finansielle virksomheder og organisationer om håndteringen af inkassosager.
Fakturainkasso
Vi assisterer virksomheder og organisationer i forhold til kunder, som ikke betaler fakturaerne til tiden. Fakturaerne vedrører ofte betaling for solgte eller leverede varer eller ydelser, betaling af medlemskontingenter, lejerestancer eller fællesudgifter samt f.eks. tilbagebetaling af forkerte lønudbetalinger.
Bank- og realkreditinkasso mv.
Vi hjælper banker med engagementsstyring og realkreditforeninger i forhold til kunder, som ikke betaler terminsydelserne rettidigt. Derudover hjælper vi leasingfirmaer og andre finansielle virksomheder i forhold til kunder, som ikke overholder deres betalingsforpligtelser.
Vi har erfaring med alle de problemstillinger, der er forbundet med manglende betaling fra debitorer og rådgiver gerne om de forholdsregler, som man som virksomhed kan tage med henblik på i videst muligt omfang at undgå tab på debitorer - og dermed begrænse omfanget af inkassosager.
Håndtering af panterettigheder
Typisk har store kreditorer, navnlig pengeinstitutter, pant i skyldnerens mest værdifulde aktiver. Det kan være i form af et pant i fast ejendom, i specifikke aktiver eller i form af pant i fordringer eller et virksomhedspant.
Når konkursen indtræder, skal kurator i samarbejde med panthaver, arbejde på at sælge de pantsatte aktiver. Erfaringsmæssigt kan følgende spørgsmål opstå:
- Hvad omfatter mit pant egentlig?
- Har jeg ubevidst tiltrådt mit pant på et uhensigtsmæssigt tidspunkt?
- Hvilken betydning har pantet for mit øvrige engagement med skyldneren?
Vores insolvensadvokater hjælper dig med at finde svar på disse og mange andre spørgsmål, som du som panthaver kan have. Vi har også omfattende erfaring med håndteringen af disse problemstillinger både som kurator og som advokat for kreditor.