Colas Danmark køber Freiberg Grusgrave A/S

news
24 Oct 2023

Colas Danmark er en af landets førende virksomheder inden for produktion og udlægning af asfalt samt indvinding af råstoffer. Overtagelsen er drevet af ønsket om at styrke Colas’ markedsposition i Sønderjylland, og Freiberg Grusgrave A/S er således et ideelt supplement til Colas' øvrige aktiviteter.

Industridirektør i Colas Danmark, Jacob Kloster udtaler; "...Grusgravsforretningen er en vigtig del af Colas Gruppen globalt, og vi ser et forretningspotentiale i overtagelsen af Freiberg Grusgrave, som indvinder råstoffer af høj kvalitet, og som har en stor eksport til det tyske marked."

Colas Danmark overtager, som led i den gennemførte transaktion, aktiviteterne i to grusgrave beliggende i henholdsvis Uge og Rødekro. Det inkluderer overtagelse af kontor- og værkstedsfaciliteter, materiel, kundeportefølje samt beskæftigelsen af en række medarbejdere, der således vil fortsætte deres arbejde i grusgravene.

DLA Piper Denmark har rådgivet Colas Danmark i forbindelse med købet. Transaktionen har været håndteret af Sebastian Ingversen, Henrik Kring Schmidt samt Kasper Fryd Jensen og med stor hjælp fra kollegaer i de respektive afdelinger.