Svenske konkurrencemyndigheder kræver fusionsanmeldelse

news
05 Nov 2019
Category
Faglig nyhed

Easypark AB (“Easypark”) indgik den 26. juli 2019 en aftale om køb af virksomheden Inteleon Holding AB (”Inteleon”). Begge virksomheder udbyder digitale tjenester til håndtering af parkering. Aktierne blev overdraget den 26. august 2019.  

Easypark og Inteleon opfyldte ikke de svenske tærskelværdier for anmeldelse af fusioner, og det var derfor ikke nødvendigt at anmelde fusionen til de svenske konkurrencemyndigheder, Konkurrensverket.

Anmeldelse

Efter de svenske fusionskontrolregler kan fusionens parter i visse tilfælde vælge frivilligt at anmelde en fusion. Det valgte Easypark og Inteleon ikke at gøre. Konkurrensverket kan dog også vælge at kræve en fusion anmeldt – og det gjorde Konkurrensverket.

Easypark udsendte efter transaktionen en pressemeddelelse om, at de med købet af Inteleon forstærkede sin position som en af de ledende aktører i Europa på markedet for smarte parkeringstjenester. Pressemeddelelsen fik Konkurrensverket til at undersøge, om sagen burde vurderes baseret på Konkurrensverkets adgang til at kræve en fusionsanmeldelse.

Konkurrensverket har den 22. oktober 2019 efter en indledende undersøgelse fundet, at Easypark skal anmelde fusionen senest den 12. november 2019. Konkurrensverket støtter sin afgørelse på, at Easypark selv beskriver sig som markedsledende, at Konkurrensverkets indledende undersøgelse indikerer, at Easypark forud for fusionen besad en stærk markedsposition, og at Inteleon var deres største konkurrent. Easypark og Inteleon var derudover sammen med en tredje konkurrent de selskaber, der oftest bød på offentlige udbud af digitale parkeringstjenester. Flere markedsaktører bemærkede desuden, at Easypark med erhvervelsen af Inteleon ville øge sin i forvejen betydelige mængde kundedata.

Sagen viser, at de svenske konkurrencemyndigheder gør brug af muligheden for at kræve en anmeldelse, selv om anmeldelseskravene ikke er opfyldt. Det er med til at skabe usikkerhed i Sverige, men også til at understrege, at virksomheder skal overveje at anmelde frivilligt i Sverige, hvis der er risiko for, at konkurrencemyndighederne vil interessere sig for fusionen. I modsætning til Konkurrensverket kan de danske konkurrencemyndigheder ikke kræve en fusionsanmeldelse, selv om en transaktion ikke opfylder omsætningstærsklerne efter de danske konkurrenceregler. Virksomheder har derfor ikke noget at frygte i Danmark. Der har dog tidligere været drøftelser i Danmark om, at flere fusioner burde anmeldes.