Ny bekendtgørelse opdaterer bl.a. rækkevidden af lån til udenlandske moderselskaber

news
12 Nov 2019
Faglig nyhed

En ny bekendtgørelse opdaterer moderselskabsbekendtgørelsen (BEK nr. 275 af 25. marts 2010 om lån mv. til udenlandske moderselskaber) og trådte i kraft den 31. oktober 2019. 

Muligheden for lån til moderselskaber
I medfør af selskabslovens § 211 har datterselskaber mulighed for direkte eller indirekte at stille midler til rådighed, yde lån eller stille sikkerhed for danske og visse udenlandske moderselskabers forpligtelser. Reglerne for, hvilke udenlandske moderselskaber, som er omfattet af reglen fremgår af bekendtgørelsen.

Ifølge bekendtgørelsen kan der ydes lån mv. til udenlandske moderselskaber, der er et aktieselskab, partnerselskab, anpartsselskab eller et selskab med en tilsvarende retsform, hvis moderselskabet

  1. Har hjemsted i et andet EU-land, et EØS-land eller Schweiz, eller
  2. Har hjemsted i Australien, Canada, Chile, Israel, Japan, Sydkorea, New Zealand, Singapore, Taiwan eller USA.

Således er der mulighed for at yde lån mv. til udenlandske moderselskaber med hjemsted i EU, EØS og en række øvrige lande, der er i de to bedste klasser i OECD’s landerisikovurdering. Bekendtgørelsen indebærer i denne forbindelse en ændring for tre lande, idet Chile og Israel fremover bliver omfattet af bekendtgørelsen, mens Hong Kong ikke længere vil være et af de omfattede lande.

Økonomisk bistand, som er ydet i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, opretholdes på uændrede vilkår. Dette betyder blandt andet, at lån ydet til et moderselskab i Hong Kong opretholdes, selvom det ikke længere er muligt at yde nye lån til et moderselskab i Hong Kong.

Det bemærkes desuden, at Storbritannien i øjeblikket ligger i den bedste klasse i OECD’s landerisikovurdering. Det vil derfor være nødvendigt at tilpasse bekendtgørelsen, når Brexit endelig (måske) indtræder. Indtil da er Storbritannien dog et EU-land og er derfor omfattet af bekendtgørelsens henvisning til EU-lande.

Afsluttende bemærkninger
Muligheden for lån mv. til moderselskaber i § 211 udgør en undtagelse til det generelle forbud mod kapitalejerlån i § 210. Et lån mv. til et moderselskab strider derfor ikke mod forbuddet i § 210. Dette garanterer dog ikke lånets lovlighed, idet det bemærkes, at også andre spørgsmål må overvejes ved ydelsen af et sådant lån – blandt andet datterselskabets interesse i at yde lånet, lånets vilkår, minoritetsejeres interesser mv.