Skal du som ejer af en fødevarevirksomhed medvirke til oplysning af en overtrædelse af lovgivningen, hvis overtrædelsen kan medføre en straf?

news
25 Nov 2019
Faglig nyhed

Har din fødevarevirksomhed overtrådt lovgivningen, og er der risiko for, at overtrædelsen vil medføre en straf? I så fald kan de offentlige myndigheder ikke kræve, at din virksomhed skal videregive oplysninger, der kan medvirke til oplysning af overtrædelsen.

Forbuddet mod selvinkriminering

At en fødevarevirksomhed ikke skal medvirke til oplysning af sin egen overtrædelse af lovgivningen, hvis virksomheden kan straffes for overtrædelsen, betegnes også som et forbud mod selvinkriminering.

Forbuddet mod selvinkriminering gælder kun, hvis der er en konkret mistanke om, at en fødevarevirksomhed har begået en overtrædelse af lovgivningen, og hvis denne overtrædelse kan medføre en straf. En ”konkret mistanke” kræver, at der foreligger omstændigheder, spor mv., som ud fra en objektiv vurdering tyder på, at der en vis sandsynlighed for, at der er begået et strafbart forhold. Det er ikke alene forhold, der behandles ved politiet, der karakteriseres som strafbare, men også forhold som afsluttes ved de offentlige myndigheder ved administrative bøder.

Er disse betingelser opfyldte, da er det alle typer af oplysninger, som fødevarevirksomheden ville have pligt til at meddele de offentlige myndigheder, og som direkte eller indirekte kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, som virksomheden kan nægte at videregive.

Fravigelse af forbuddet mod selvinkriminering

Forbuddet mod selvinkriminering gælder imidlertid ikke uden undtagelse.

For det første gælder forbuddet ikke i de tilfælde, hvor fødevarevirksomheden giver sit samtykke til at videregive de konkrete oplysninger. Et gyldigt samtykke kræver, at dette er skriftligt, frivilligt, og at det i øvrigt meddeles på et specifikt og informeret grundlag, hvilket vil sige, at de offentlige myndigheder skal vejlede om hvad der meddeles samtykke til.

Også uden at fødevarevirksomheden har givet sit samtykke, vil de offentlige myndigheder kunne kræve at virksomheden videregiver oplysninger, som kan have betydning for en overtrædelse af lovgivningen. Dette kan de offentlige myndigheder, hvis de har gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. Denne undtagelse gælder uanset, om der foreligger en formodning om, at der er begået en overtrædelse af lovgivningen, der kan medføre en straf. Et eksempel herpå er tilfælde, hvor en overtrædelse er af mindre grov karakter.

DLA Piper bemærker

Selvom de offentlige myndigheder skal vejlede om, at din fødevarevirksomhed ikke har pligt til at meddele sådanne oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af en strafbar lovovertrædelse, da anbefaler vi, at du kontakter os for en nærmere gennemgang af dine rettigheder, hvis din virksomhed har begået en strafbar overtrædelse af fødevarereglerne.