COVID-19: Er du dækket på din rejse?

news
15 Jun 2020
Category
Faglig nyhed

Mange danskere har afbestilt deres planlagte rejser til udlandet på grund af COVID-19. Mange andre overvejer stadig, hvorvidt de skal tage af sted, og derved trodse Udenrigsministeriets rejsevejledning (men ikke Kommissionens).

Ifølge nugældende rejsevejledninger fraråder Udenrigsministeriet alle rejser udenfor Denmark indtil 15. juni 2020. Fra 15. juni 2020 bliver det ikke længere frarådet at rejse til Tyskland, Norge og Island. For resten af Europa og verden frarådes alle ikke-nødvendige rejser fortsat, foreløbigt frem til den 31. august 2020.

Selvom rejsevejledningerne ikke er bindende, kan en rejse til de frarådede lande begrænse muligheden for forsikringsdækning.

Dækning under privat rejseforsikring

Hvorvidt der er dækning under en given rejseforsikring, afhænger af de konkrete forsikringsbetingelser.

Det er ikke ualmindeligt, at det i forsikringsbetingelserne anføres, at forsikringen ikke gælder i lande, hvor Udenrigsministeriet fraråder indrejse. Herudover indeholder mange forsikringsbetingelser en undtagelse for skader, der opstår som følge af indrejse i lande eller områder, hvor der er epidemi.

Nogle forsikringsselskaber har offentligt meddelt, at der er dækning under deres rejseforsikring, hvis man bliver smittet af COVID-19 under sin rejse, mens andre har meddelt, at deres rejseforsikringer ikke dækker COVID-19-relaterede skader.

I nogle tilfælde ser det ud som forsikringsselskabernes gældende betingelser indeholder undtagelser fra dækning under rejser til de frarådede lande, eller en epidemi-undtagelse, selvom forsikringsselskaberne har meddelt, at de yder dækning. Det er uklart, hvorvidt sådanne meddelelser fra forsikringsselskaberne skal forstås som en udvidelse af de gældende forsikringsbetingelser.

Man skal være opmærksom på, at der kan være en forskel mellem de gældende betingelser for en allerede tegnet rejseforsikring og de forsikringsbetingelser, der gælder ved en nytegnet rejseforsikring hos det samme forsikringsselskab.

Det anbefales derfor, at man forud for en eventuel afrejse konsulterer sine forsikringsbetingelser og/eller sit forsikringsselskab for at afklare, hvorvidt man er forsikringsdækket.

Dækning under offentlig sygesikring

Dækning under den offentlig sygesikring har ikke været begrænset som følge af COVID-19. Under ophold i et EU-land, Norge, Island, Lichtenstein eller Schweiz (EØS-landene) dækker det blå EU-sygesikringskort blandt andet udgifter til nødvendige læge- og sygehusbehandling og medicin. Kortet garanterer den samme lægebehandling som en borger i det land, man opholder sig i, er berettiget til. Kortet giver altså ikke rejsende bedre ret til behandling eller ydelser, end borgerne i det land man besøger.

Dækning under det blå EU-sygesikringskort er relativt begrænset, og derfor tegner mange en supplerende rejseforsikring. En rejseforsikring dækker som regel flere ting end læge- og sygehusbehandling, som f.eks. hjemtransport, hjemkald, ødelagt ferie og baggageforsinkelse. Derudover gælder sygesikringskortet kun i EU- og EØS-landene, hvorfor en rejseforsikring i alle tilfælde vil være nødvendig ved rejser til andre lande.