Nye regler om stigning i grundskylden på jorder med vindmøller og solcelleanlæg lempes under de afsluttende forhandlinger

news
24 Feb 2021
Category
Faglig nyhed

Som nærmere redegjort for i vores faglige nyhedsindlæg af 3. februar 2021, har Skatteministeriet fremsat et lovforslag (L 107 A), som lægger op til en ny model for beregning/vurdering af grundværdien for ejendomme, hvorpå der bl.a. er etableret solcelleanlæg. Den foreslåede model, der risikerer at medføre en stigning i grundskylden på sådanne jorder, er efter tredjebehandlingen blevet ændret til fordel for jordejerne/-lejere.

Det oprindelige lovforslag blev mødt med negative reaktioner fra en række af aktørerne og organisationerne på området for vedvarende energi.

Efter forhandlinger med nogle af energibranchens centrale organisationer, har Skatteministeriet i den afsluttende fase fremsat et ændringsforslag til det oprindelige lovforslag. Ændringsforslaget, der er vedtaget af Folketinget den 23. februar 2021, indeholder følgende justeringer:

  • Satsen for opgørelsen af grundværdien sænkes fra det oprindeligt foreslåede 250 kr. til 180 kr. pr. MWh i en standardiseret årlig produktionskapacitet.
  • Den eventuelt øgede skattebetaling skal først gælde fra aftale om nettilslutning – og altså ikke fra vedtagelsen af kommunens lokalplan, som oprindeligt foreslået.

Det skal dog bemærkes, at selv om lovforslaget modificerer modellen for fastsættelsen af grundværdien til fordel for jordejerne, er der fortsat en risiko for stigning i grundskylden på jordarealer med vindmøller og solcelleanlæg i forhold til den gældende beregningsmodel, og denne risiko bør adresseres.

DLA Piper rådgiver løbende jordejere om indgåelse af jordlejeaftaler i forbindelse med etablering af solcelleanlæg på disses ejendomme. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.