Vejledning om grønne indkøb

news
22 Dec 2022
Category
Faglig nyhed

Offentlige indkøb som værktøj i den grønne omstilling fylder i stigende grad og med god grund.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav i efteråret en ny vejledning, der har til formål at hjælpe offentlige indkøbere med at foretage grønne indkøb i overensstemmelse med udbudsreglerne. Vejledningen omhandler indkøb i henhold til udbudslovens afsnit II.

Vejledningen indeholder en gennemgang af reglerne for at inddrage grønne hensyn i udbudsprocessen suppleret med relevante praktiske eksempler fra gennemførte udbud.

Vejledningens opbygning følger faserne i de offentlige udbudsprocesser. I hvert kapitel bliver det beskrevet, hvordan grønne hensyn kan varetages i den konkrete fase i udbudsprocessen.

Vejledningen tager fat på et emne, der i øjeblikket er på alles læber, nemlig den grønne omstilling. Vi oplever et stadigt tiltagende ønske om at være konkurrencedygtige på den grønne omstilling – både fra ordregivers og tilbudsgivers side. Vejledningen er derfor et kærkomment redskab hertil.

Mange indkøbere gør allerede flittigt brug af udbudsreglernes muligheder for at købe grønt ind. For mange ordregivere vil vejledningen være et praktisk værktøj til at inddrage grønne hensyn – eller i hvert fald til at få det grønne på dagsordenen.

Det er essentielt at have kendskab til udbudsreglernes muligheder for at gøre indkøbet ”grønnere”. Men efter vores opfattelse ligger ”pointene” allerede i afdækningen og forberedelsen af udbuddet.

Ikke mindst ved grønne indkøb er markedsafdækningen centralt for at skrue det bæredygtige udbud optimalt sammen, således at ordregiver får mest ”grønt” for pengene.

Du kan læse vejledningen her.

Vær også opmærksom på de nye klimakrav til nybyggeri i bygningsreglementet (BR18), der træder i kraft 1. januar 2023. Det kan du læse mere om her Ændringer til klimakrav ved nybyggeri | DLA Piper.