BIMCO udsender ny videresalgsklausul til brug i forbindelse med salg af skibe
BIMCO har den 19. oktober 2023 udsendt en ny videresalgsklausul kaldet ”Further Trading Clause” eller ”FTC”. Klausulen indeholder en pligt for køberen af et skib til ikke at sende skibet til ophugning inden for en bestemt tidsperiode efter erhvervelsen af skibet.
Der findes en lang række forpligtelser påhvilende skibsejere og redere i relation til ophugning af skibe. Disse forpligtelser er bl.a. reguleret i Hong-Kong Konventionen, Basel Konventionen, Affaldsforordningen samt EU’s skibsophugningsforordning.
Efter Affaldsforordningen er producenten af affald ansvarlig for affaldets videre håndtering i et vist omfang. Affaldsproducenten skal foretage en due-dilligence i forbindelse med salg af affaldet for at sikre, at køberen ikke har intention om at skille sig af med affaldet på en ulovlig måde. I relation til shipping-branchen betyder dette, at sælgeren af et skib skal sikre sig, at køberen ikke sender skibet til ophugning i strid med de førnævnte regler. Efter Affaldsforordningen ifalder sælgeren kun ansvar, hvis vedkommende er i ond tro, dvs. hvis vedkommende vidste eller burde vide, at køberen havde intention om at overtræde de gældende regler.
Den nye klausul tager sigte på at minimere risikoen for sælger i forhold til at ifalde ansvar for køberens senere ulovlige dispositioner over skibet. FTC’en forpligter nemlig køberen til ikke at ophugge eller bortskaffe skibet inden for en bestemt tidsperiode efter købet, og forbryder køberen sig herimod, ifalder køberen erstatning eller bod afhængig af klausulens udformning. Hensigten med klausulen er således at minimere risikoen for, at sælgeren efterfølgende kan bebrejdes, at køberen ophugger eller bortskaffer skibet i forbindelse med transaktionen. Sælger undgår dermed at blive ansvarlig efter Affaldsforordningen grundet god tro.
BIMCO’s FTC indeholder desuden et vilkår om, at hvis køberen videresælger skibet indenfor den fastsatte tidsperiode, så skal videresalgsaftalen indeholde en tilsvarende FTC.
FTC’en gælder dog kun mellem køber og sælger, og den kan derfor ikke gøres gældende overfor en senere erhverver af skibet. Dette betyder, at sælger kun kan gøre et evt. erstatningsansvar eller bodskrav gældende mod køberen, men ikke mod den senere erhverver. Sælger kan desuden ikke forhindre eventuelle senere ulovlige dispositioner over skibet.
En måde, hvorpå denne udfordring kunne løses, ville være at indrømme sælger en panteret i skibet. Denne ret ville nemlig også kunne gøres gældende overfor senere erhververe af skibet, uanset om disse er i ond eller god tro. Alternativt kunne FTC’en registreres sammen med skibet i skibsregisteret.