Vognmand slap med lavere bøde grundet anvendelse af bødeloft – primo februar 2024
En vognmand blev tiltalt for, at hans to chauffører havde overtrådt reglerne om køre- og hviletid, samt at den ene chauffør ikke havde anvendt et førerkort i lastbilens digitale takograf.
En arbejdsgiver, her vognmanden, kan pålægges et bødeansvar for sine ansattes overtrædelse af reglerne om førerkort i de digitale kontrolapparater og overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne, når kørslen er foregået i arbejdsgiverens interesse. Det er et objektivt ansvar, så selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom, ifalder denne et ansvar.
Vognmanden blev tiltalt for flere forhold angående to chauffører. Den ene chauffør (A) havde i 6 tilfælde havde overtrådt køre- og hviletidsforordningen ved at have undladt et hvil i mindst 45 minutter efter 4,5 times kørsel. Desuden lød tiltalen på, at chaufføren havde overtrådt takograffordningen 6 gange ved at køre lastbil uden at anvende førerkort i lastbilens digitale takograf. En anden chauffør (B) havde ifølge tiltalen heller ikke haft afbrudt kørslen, og forordningen om køre- og hviletid blev derved overtrådt.
Byrettens afgørelse
I byretten erkendte vognmanden sig skyldig i chauffør B’s overtrædelse, og han erkendte de øvrige 12 forholds faktiske omstændigheder, men nægtede sig skyldig, idet han ikke havde mulighed for at kontrollere chauffør A’s kørsel samt at kørslen ikke var foregået i hans interesse. Dette var et væsentligt element, da der påhviler arbejdsgiveren et objektivt ansvar, når kørslen er foregået i arbejdsgiverens interesse.Byretten fandt, at vognmanden var skyldig i alle forhold, og at færdselslovens bødeløft, der begrænser det samlede bødeansvar, ikke var anvendelig, og straffen lød på en bøde på 102.000 kr.
Landsrettens afgørelse
Vognmanden ankede til formildelse, og spørgsmålet for Landsretten angik, om bødeloftet fandt anvendelse. Landsretten vurderede, at overtrædelsen ikke var sket under særligt skærpende omstændigheder, og bødeloftet på 60.000 kr. fandt anvendelse.
Vognmanden fik en bøde på 60.000 kr. for chauffør A’s overtrædelser, og en bøde på 1.000 kr. for chauffør B’s overtrædelser.
Bemærkninger til Landsrettens afgørelse
Dommen understreger, at en arbejdsgiver har et ansvar for, at de ansatte overholder køre- og hviletidsbestemmelserne og reglerne om brug af takografer. Der gælder desuden et bødeloft jf. færdselslovens § 118a, stk. 5, når en chauffør ikke anvender førerkort i takografen.
Det er bemærkelsesværdigt, at dommen finder bødeloftet anvendeligt, idet overtrædelser af takografordningen udgør en særligt skærpende omstændighed, og det følger desuden af klassificeringsfordordningen, at kørsel med et forfalsket kørekort, betragtes som kørsel uden førerkort, jf. artikel 27. Forklaringen er måske, at Anklagemyndigheden henviste til artikel 34 om ukorrekt anvendelse af førerkort, men hvis de havde rejst tiltalte efter artikel 27, ville bødeloftet formentlig ikke blive anvendt, da der er tale om særligt skærpende omstændigheder.
Vognmanden slap derved billigt, og bødeloftets anvendelse betød, at han i stedet for en bøde på 102.000 kr., slap med at betale 61.000 kr. i straf.
Hvis du har spørgsmål til reglerne om køre- og hviletid, er du meget velkommen til at rette henvendelse til én af vores specialister i DLA Pipers Shipping-team – Christian Benedictsen-Nislev eller Henrik Frandsen.