Nye domme om flykompensation

news
10 Jun 2024
Category
Faglig nyhed

Retspraksis indenfor flyforsinkelse udvikler sig jævnligt, og aktiviteten indenfor retssager på området fortsætter. Det er derfor vigtigt at holde sige opdateret. Nedenfor giver vi et resume af de vigtigste pointer fra tre domme, som belyser nogle af de problematikker, der kan opstå i forbindelse med flyforsinkelse.

U.2024.232

Den første dom omhandler, hvornår et flyselskab skal anses som at være det transporterende luftfartsselskab i forordningens forstand.

I sagen blev en gruppe passagerers flyrejse fra New Orleans til København forsinket. Den forsinkede flyvning blev udført af American Airlines, men British Airways som udførte størstedelen af den samlede rejse.

Landsretten fandt, at British Airways var det transporterende luftfartsselskab og dermed bar ansvaret for rejsens gennemførelse. Retten lagde herved vægt på, at British Airways indgik en transportaftale med passagererne. Passagernes billetter var benævnt BA/ETKT efterfulgt at British Airways’ unikke airline code.

U.2024.722

Den anden dom omhandler, hvornår et flyselskab har godtgjort, at en forsinkelse ikke kunne være undgået.

I sagen skulle passagerne fra Vágar lufthavn til Københavns lufthavn med planlagt ankomst kl. 15:20 lokal tid. Flyet blev dog forsinket og landede først kl. 00:24 lokal tid. Forsinkelsen skyldtes dårlige vejrforhold. Det var dog fra kl. 15:50 lokal tid muligt at flyve på Vágar luftavn. Flyveren fløj først mod 

København klokken 21.36 lokal tid.

Landsretten fandt derfor, at flyselskabet ikke havde godtgjort, at forsinkelsen ikke kunne være undgået, da der ikke var redegjort nærmere for baggrunden for, at den knapt seks timer lange forsinkelse efter vejrforholdene gjorde det muligt igen at flyve på Vágar lufthavn.

U.2024.2774

Den sidste dom omhandler, hvornår et flyselskab kan udbetale refusion af en billetpris til en online rejseagent, som har forestået købet af billetterne.

I sagen havde passagerne købt billetter til en flyrejse gennem en online rejseagent, som købte billetterne gennem flyselskabet. Da flyrejsen blev aflyst, tilbød flyselskabet refusion af billetterne. Flyselskabet meddelte dog passagerne, at de skulle søge om at modtage refusionsbeløbet gennem den rejseagent, som de havde anvendt.

Spørgsmålet for Højesteret angik, hvorvidt flyselskabet kunne betale til rejseagenten med frigørende virkning. Højesteret lagde ved deres vægt på, at passagerne henvendte sig til rejseagenten efter meddelelsen fra flyselskabet med henblik på at få udbetalt refusionsbeløbet. Højesteret fandt herved, at passagerne accepterede, at refusionsbeløbet ville blive udbetalt til rejseagenten. På denne baggrund kunne flyselskabet betale til rejseagenten med frigørende virkning.