Skib forlist i vestgrønlandsk farvand – var der udvist grov uagtsomhed under sejladsen?

news
11 Nov 2024
Category
Faglig nyhed

Sø- og Handelsretten har afsagt dom i en sag om grov uagtsomhed. Retten fandt, at den pågældende sejlads gennem mørke og tæt tåge ikke var groft uagtsomt.

Sø- og Handelsretten afsagde den 11. oktober 2024 dom i en sag vedrørende en kaskoforsikring efter et forlis i vestgrønlandsk farvand. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde udvist grov uagtsomhed under sejladsen, hvilket ville fritage forsikringsselskabet fra at udbetale erstatning.

Sagsøgers motorbåd forliste den 16. september 2022, da den sejlede på et undersøisk skær. Forsikringsselskabet afviste at dække skaden med henvisning til, at sagsøger havde sejlet groft uagtsomt ved at navigere med høj hastighed (15-16 knob) i mørke og tæt tåge, hvor sigtbarheden var begrænset til 5-7 meter. Sagsøger argumenterede for, at han havde fulgt den opmålte Sisak-rute ved hjælp af GPS og radar, og at han havde sejlet agtpågivende under de givne forhold.

Retten fandt, at forsikringsselskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at sagsøger havde udvist grov uagtsomhed. Retten lagde vægt på, at sagsøger havde navigeret efter GPS og radar, og at han var en erfaren sejler i grønlandske farvande. Desuden blev det ikke bevist, at sagsøgers hastighed var årsagen til forliset, eller at en lavere hastighed ville have forhindret ulykken.

Sagen fremhæver den juridiske problemstilling omkring grov uagtsomhed, hvor forsikringsselskabet skal bevise, at den forsikrede har handlet med en væsentlig mangel på omhu for at afslå dækning.

Har du spørgsmål til dommen, eller sø- og forsikringsret i øvrigt så er er du meget velkommen til at rette henvendelse til Christian Benedictsen-Nislev, Peter Carlstedt Nørtved eller Rebecca Bay.