Retten i Hillerød idømmer nedrivningsfirma bøde for tilbudskoordinering

news
11 Mar 2019
Category
Faglig nyhed

Retten i Hillerød har den 8. februar 2019 idømt CMP Nedrivning ApS (”CMP”) en bøde på DKK 5. mio. og to ledende medarbejdere bøder på hver DKK 125.000 for tilbudskoordinering i nedrivningsbranchen.

Koordineringen

CMP og to ledende medarbejdere var tiltalt for i 11 tilfælde at have udvekslet priser med konkurrenten Søndergaard Nedrivning A/S (”Søndergaard”). Anklagemyndigheden mente, at priserne blev udvekslet, hvis virksomhederne ikke selv kunne nå at beregne et tilbud på en entreprise, men gerne ville gøre bygherren opmærksom på virksomheden. 

Retten i Hillerød fandt, at udvekslingen af priser udgjorde tilbudskoordinering, og dermed en samordnet praksis, der havde til formål at begrænse konkurrencen. 

Bødens størrelse

Anklagemyndigheden havde ikke nedlagt påstand om fængsel. Retten lagde ved fastsættelse af bødernes størrelse vægt på, at kun et enkelt af de 11 tilfælde foregik efter ændringen af konkurrenceloven i 2013, som hævede strafniveauet ved konkurrencelovsovertrædelser. Retten lagde vægt herpå i relation til bøderne til både virksomheden og de to ledende personer, til trods for, at der alene var et forhold, der vedrørte de nye bøderegler og til trods for, at dette forhold vedrørte en entreprise til blot ca. DKK 130.000. De personlige bøder fik dermed en størrelse svarende til entreprisesummen, mens virksomheden fik en bøde, der var flere hundrede procent over entreprisesummen.

CMP og de to ledende medarbejdere har anket sagen til landsretten.