Nye domme inden for flyretten
Der er afsagt nye domme inden for flyretten. Nedenfor dykker vi ned i tre sager og giver et overblik over de vigtigste pointer.
V.L.K. 20. marts 2025 BS-11053/2025-VLR
Fuga Mora ApS anlagde sag mod Scandinavian Airlines System (SAS) med krav om kompensation for en flyforsinkelse. Sagen blev hævet, da SAS fremlagde dokumentation for, at forsinkelsen skyldtes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne undgås, selvom alle rimelige forholdsregler var taget.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at Fuga Mora ApS skulle betale sagsomkostninger, da de hævede sagen og dermed blev betragtet som den tabende part. SAS' dokumentation for usædvanlige omstændigheder blev først fremlagt under retssagen, hvilket ikke ændrede på, at Fuga Mora ApS som tabende part ikke kunne tilkendes yderligere sagsomkostninger udover retsafgiften. Retten lagde vægt på, at sagsomkostninger i den forenklede proces fastsættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 30.
U.2025.1936
En passager, repræsenteret af AirHelp Germany GmbH, krævede kompensation fra Ryanair for en forsinkelse på 3 timer og 25 minutter på en flyvning fra Billund til Edinburgh. Forsinkelsen skyldtes slotbegrænsninger på tidligere flyvninger med samme fly.
Landsretten fandt, at slotbegrænsningerne, som skyldtes vejrforhold, udgjorde usædvanlige omstændigheder i henhold til EU-forordning nr. 261/2004 artikel 5, stk. 3. Ryanair havde truffet alle rimelige forholdsregler for at undgå eller begrænse forsinkelsen. Derfor blev Ryanair frifundet for kravet om kompensation, og AirHelp Germany GmbH blev pålagt at betale sagsomkostninger.
U.2025.1654
Passagerer, repræsenteret af Tryg Forsikring A/S, krævede kompensation fra Norwegian Danmark for en forsinkelse på en flyvning fra London-Gatwick til Kastrup den 24. juli 2023. Flyafgangen blev aflyst på grund af ATC-restriktioner, og passagererne bestilte selv billetter hos SAS og ankom til Kastrup den 25. juli 2023. ATC-restriktion er begrænsninger der pålægges af lufttrafikstyringen for at sikre sikker og effektiv håndtering af flytrafikken.
Det var i sagen ubestridt, at ATC-restriktionerne udgjorde usædvanlige omstændigheder, men landsretten fandt, at Norwegian Danmark ikke havde løftet bevisbyrden for, at forsinkelsen ikke kunne have været undgået eller begrænset, selvom alle rimelige forholdsregler var blevet truffet. Norwegian Danmark havde ikke dokumenteret, hvilke tiltag der blev taget for at ombooke passagererne til andre flyvninger. Derfor blev Norwegian Danmark pålagt at betale kompensation til Tryg Forsikring A/S i overensstemmelse med passagerernes krav.