Transportør frifundet for temperaturskader på frossen fisk

news
08 Sep 2025
Sager

Sø- og Handelsretten frifandt Smyril Line P/F i en sag om temperaturskader på frossen fisk under multimodal transport fra Island til Frankrig. Dommen understreger vigtigheden af dokumentation for godsets tilstand ved overtagelse.

Den 18. august 2025 afsagde Sø- og Handelsretten dom i en sag om temperaturskader på to partier frossen fisk transporteret fra Island til Frankrig. Sagen, som er anlagt af forsikringsselskabet TM tryggingar hf., vedrørte et erstatningskrav på EUR 234.864 mod transportøren Smyril Line P/F, som havde forestået den multimodale transport.

TM tryggingar gjorde gældende, at fisken var korrekt nedfrosset ved afsendelse, og at skaderne var opstået under transporten. Smyril Line bestred dette og henviste til, at der ikke var dokumentation for fiskenes temperatur ved overtagelse, at køletrailernes funktion havde været i overensstemmelse med instruktionerne og at det var TM Tryggingars, som havde bevisbyrden.

Retten lagde vægt på skønsmandens vurdering, som konkluderede, at de registrerede temperaturer under transporten ikke kunne have forårsaget den konstaterede opvarmning af godset. I stedet vurderedes det, at fisken sandsynligvis ikke havde haft den krævede kernetemperatur ved læsning.

Dommen illustrerer, at transportørens ansvar efter NSAB 2015 § 15 forudsætter, at skaden er indtruffet i transportørens varetægt, og at bevisbyrden herfor påhviler afsenderen eller dennes forsikringsselskab. I fraværet af dokumentation for godsets tilstand ved overtagelse, og med en teknisk velfungerende transportkæde, blev Smyril Line frifundet.

Dommen er relevant for alle aktører i transport- og logistikbranchen, særligt ved transport af temperaturfølsomme varer, hvor korrekt dokumentation og temperaturkontrol ved læsning er afgørende for ansvarsplacering.

Såfremt du har spørgsmål til transportret og multimodale transporter, så står vores shipping team (Christian Benedictsen-Nislev, Rebecca Bay) klar til at hjælpe med at navigere i regler og problemstillinger.