Den Europæiske Centralbank tilpasser sikkerhedsrammerne for at imødegå klimarelaterede omstillingsrisici

news
29 Oct 2025
Faglig nyhed

ECB indfører ny klimafaktor, som justerer værdien af aktiver som sikkerhed. Tiltaget integrerer klimarisici i pengepolitik og risikostyring, påvirker finansiering af virksomheder og styrker modstandskraften mod klimarelaterede økonomiske risici.
 

Baggrund

Den Europæiske Centralbank har den 29. juli 2025 meddelt, at Styrelsesrådet for den Europæiske Centralbank har besluttet at indføre en ny foranstaltning inden for sikkerhedsrammerne for bedre at kunne styre de finansielle risici relateret til klimakrisen. Tiltaget markerer endnu et skridt i ECB’s arbejde med at integrere klimarisici i både pengepolitik og risikostyring.

Klimarisiko som nyt finanselement

Den væsentlige ændring er indførslen af en såkaldt ”klimafaktor”, som skal anvendes ved værdiansættelsen af de aktiver, som banker og andre modparter stiller som sikkerhed i Eurosystemets refinansieringsoperationer. 
Klimafaktoren vil kunne reducere værdien, der tillægges visse aktiver som sikkerhed, afhængigt af aktivets eksponering overfor klimarelaterede omstillingsrisici. Denne klimafaktor vil bygge på en tredelt analyse, hvor hver del dækker et aspekt af klimarisikoen.

(i)    Der fokuseres på aktivets sårbarhed overfor klimarisiko.
(ii)    Der fokuseres på virksomhedsniveau, hvor der undersøges en række klimamålinger for den virksomhed, der har udstedt aktivet, for at vurdere dens eksponering mod omstillingsrisici.
(iii)    Afslutningsvis vurderes det hvordan hele sektoren påvirkes af omstillingsrisici og klimarisici. 

Aktiver som vurderes at have høj risiko i en eller flere af disse kriterier, vil blive nedskrevet i værdien som sikkerhed på baggrund af deres ”klimafaktor”.

Tiltaget skal fungere som en buffer mod de potentielle økonomiske konsekvenser af usikkerheder i forbindelse med klimaforandringer. Dette vil bidrage til at styrke ECB’s modstandskraft i pengepolitiske operationer. 

Hvilke aktiver omfattes

Ordningen vil i første omgang omfatte omsættelige aktiver udstedt af ikke-finansielle virksomheder samt deres tilknyttede enheder, herunder datterselskaber eller finansielle holdingselskaber, der varetager koncernens finansieringsaktiviteter. Formålet er at sikre, at hele virksomhedens kapitalstruktur omfattes, og at selskaber ikke kan omgå ordningen ved at lade særskilte enheder udstede deres værdipapirer. 
Klimafaktoren vil samtidig tage højde for ugunstige begivenheder, der specifikt er forbundet med den grønne omstilling, herunder værdiforringelser af fossile aktiver, tab som følge af ændrede miljøreguleringer og andre økonomiske risici relateret til overgangen mod en lavemissionsøkonomi. 

Klimafaktoren vil blive anvendt på individuelt aktivniveau, og kalibreringen vil baseres på sektoropdelte data for ikke-finansielle virksomhedsobligationer fra Eurosystemets klimastresstest af balancen i 2024, udstederens CSPP klimascore samt aktivets restløbetid.

Implementering i Danmark

I løbet af sommeren blev Lovforslag L 193 behandlet i Folketinget og trådte i kraft den 1. juli 2025. Lovændringen pålægger bankerne et krav om at inddrage bæredygtighedsforhold i vurderingen af virksomheder, der ansøger om lån eller kredit. Allerede nu påvirker virksomheders klimarisiko deres mulighed for at opnå finansiering, og i løbet af 2026, i forbindelse med implementeringen af ECB’s klimafaktor, forventes disse krav at blive skærpet yderligere.

Implementering af ”klimafaktor” og løbende revision
Klimafaktoren skal implementeres i anden halvdel af 2026. Herefter vil styrelsesrådet løbende revidere foranstaltningen i takt med, at datagrundlaget forbedres, modeller videreudvikles, og regulatoriske rammer på klimaområdet styrkes.

Vores bemærkninger

ECB’s initiativ betyder, at virksomheder fremover skal integrere klimarisici i sammensætningen af deres sikkerhedsporteføljer. Virksomheder uden en troværdig klima og omstillingsplan risikerer lavere sikkerhedsværdi på deres obligationer og dermed dyrere finansiering. Derimod kan virksomheder med dokumenterede mål og reduktioner få bedre adgang til kapital, samt mere attraktive lånevilkår.

Tiltaget markerer en bevægelse mod en mere klimabevidst pengepolitik, hvor klimarisici betragtes som finansielle risici. For finansielle institutioner og rådgivere understreges behovet for løbende overvågning og inddragelse af klimafaktorer i kreditvurdering, porteføljestyring og sikkerhedsstillelse.