Nye flydomme

news
02 Mar 2026
Faglig nyhed

I tre aktuelle afgørelser fastslår domstolene væsentlige principper om passagerrettigheder efter EU-forordning 261/2004 – bl.a. kravene til information om omlægning, afgrænsningen af “transporterende luftfartsselskab” og bevisbyrden ved ATC‑strejker. Læs de vigtigste pointer her.

 

U 2026.1744

I denne sag blev en aflysning som følge af en fransk ATC‑strejke anerkendt som en usædvanlig omstændighed. Landsretten fandt imidlertid, at flyselskabet ikke havde opfyldt sin pligt til at orientere passagererne om konkrete muligheder for omlægning, herunder ruter via andre luftfartsselskaber. Selvom passagererne valgte refusion, kunne selskabet ikke dokumentere, at de havde haft et reelt og informeret valg efter artikel 8. Dermed var betingelserne for fritagelse i artikel 5, stk. 3, ikke opfyldt, og selskabet blev pålagt at betale kompensation.

U 2026.265

I denne sag anerkendtes det, at en større forsinkelse – næsten 20 timer – udsprang af en fransk ATC-strejke kombineret med efterfølgende hviletidsbegrænsninger. Selvom strejken blev karakteriseret som en usædvanlig omstændighed, fandt landsretten, at luftfartsselskabet ikke havde dokumenteret, at alle rimelige forholdsregler var truffet. Selskabet havde hverken sikret reservekapacitet, undersøgt alternative bemandingsløsninger i tide eller tilstrækkeligt dokumenteret forsøg på ombooking via andre selskaber eller andre lufthavne. Da strejken var varslet i god tid, havde luftfartsselskabet haft særlig anledning til at sikre at flyvningen kunne gennemføres efter ophøret af de usædvanlige omstændigheder. Både byretten og landsretten kom frem til, at luftfartsselskabet skulle betale kompensation.

U 2026.1281

Denne sag vedrørte en rejse booket under ét selskabs rutenummer, men udført af en samarbejdspartner i et code‑share‑samarbejde. Her fastslog landsretten, at et markedsførende luftfartsselskab uden operationelt ansvar ikke kan anses som “transporterende luftfartsselskab” efter artikel 2, litra b. Det afgørende er, hvem der faktisk træffer beslutning om og udfører flyvningen. Da hele rejsen var opereret af den anden partner, og dette kunne konstateres på baggrund af de operative oplysninger, blev det markedsførende selskab frifundet for at betale kompensation.