Virksomhedsfusioner er et strategisk forretningsområde i DLA Piper, og vi rådgiver om alle typer af fusioner af virksomheder – både i Danmark og i udlandet.
Fordele ved virksomhedsfusioner
En virksomhedsfusion kan i forlængelse af et virksomhedskøb være en effektiv metode til at opnå sine forretningsstrategiske mål. En virksomhedsfusion er, når man slår to selskaber sammen. Dette kan enten gøres ved at man overfører alle aktiver og passiver fra ét selskab til et andet selskab, eller det kan foregå ved at slå to eksisterende selskaber sammen til et helt nyt selskab.
Virksomheder fusionerer ofte for at opnå en lang række fordele. Nogle af de typiske grunde til at selskaber fusionerer er bl.a.:
- Adgang til flere indtægtskilder
- Adgang til nye markeder og mulighed for at opnå større markedsandele
- Adgang til en større talentpulje på medarbejderfronten
- Udvidelse af produktporteføljer og produktsortimenter
- Reduktioner af faste omkostninger
- Forretningsmæssig risikospredning
- Skattefordele
Typer af virksomhedsfusioner
Der findes flere forskellige måder, hvorpå selskaber kan fusionere. Overordnet set sondrer man imellem en egentlig fusion og en uegentlig fusion.
En uegentlig fusion
Ved en uegentlig fusion forstås, at et selskab overdrager dets aktiver og passiver som en helhed til et andet selskab, og derefter ophører med at eksisterer.
En egentlig fusion
Ved en egentlig fusion forstås, at to eller flere selskabers aktiver og passiver sammensmeltes til et nyt selskab, som derved overtager de ophørende selskabers aktiv og passiver.
Udover at sondre imellem uegentlige og egentlige fusioner, kan fusioner være vandrette og lodrette.
Lodrette fusioner
Lodrette fusioner er, når et moderselskab og et datterselskab fusioneres, således at enten moder- eller datterselskabet bliver det fortsættende selskab.
Vandrette fusioner
Vandrette fusioner er, når selskaber – der ikke er forbundne – fusionerer.
Sådan forløber en fusion
En fusion kan være en lang og kompliceret proces. En virksomhedsfusion kan også meget vel foregå i forlængelse af et større virksomhedskøb eller en intern omstrukturering.
For at sikre at et fusionsforløb bliver en succes, er det afgørende at være grundigt forberedt, at involvere nøglemedarbejdere i begge virksomheder eller organisationer, samt at etablere tillid mellem medarbejdere og ledelsen i de fusionerende selskaber, så der bliver taget hånd om de løbende udfordringer og eventuelle faldgruber.
Fusioner trin-for-trin
En fusion skal følge en række skridt, og der vil skulle udarbejdes en række juridiske dokumenter, før en anmodning om en fusion kan blive sendt til Erhvervsstyrelsen og herefterendeligt godkendes eller forkastes. I nogle tilfælde, ved fusioner af en vis størrelse og når visse tærskelværdier er opnået (i forhold til de deltagende selskabers årlige omsætning), skal Konkurrence- og forbrugerstyrelsen vurdere og godkende fusionen, inden den kan endeligt gennemføres med henblik på at vurdere om en fusion har potentiale til at virke konkurrenceforvridende for erhvervslivet.
Til brug for gennemførelsen af en virksomhedsfusion skal der som udgangspunkt bl.a. udarbejdes følgende dokumenter/ske følgende trin:
- Udarbejdelse af en fælles fusionsplan
- Udarbejdelse af fusionsredegørelse
- Kreditorerklæring og vurderingsmandsudtalelse
- Offentliggørelse af fusionsplan
Fusionsplanen
En fusionsplan skal udarbejdes af virksomhedens ledelse i de selskaber, der deltager i fusionen.
Ved fusioner, hvor der indgår aktieselskaber, skal fusionsplanen indeholde følgende oplysninger, jf. selskabslovens § 237, stk. 3:
- kapitalselskabernes navne og eventuelle binavne. Herudover om det eller de ophørende selskaber eller selskabers navne eller binavne skal indgå som binavn for det fortsættende selskab.
- Kapitalselskabernes hjemsted.
- Vederlaget for kapitalandelene i det ophørende selskab.
- Tidspunktet, hvorfra der gives adgang til udbytte for de kapitalandele, der eventuelt ydes som vederlag.
- De rettigheder i det fortsættende kapitalselskab, der tillægges eventuelle indehavere af kapitalandele og gældsbreve med særlige rettigheder i et ophørende kapitalselskab.
- Eventuelle andre foranstaltninger til fordel for indehavere af de ovenfor nævnte kapitalandele og gældsbreve
- Notering af eventuelle kapitalandele, der ydes som vederlag, samt eventuel udlevering af ejerbeviserne.
- Tidspunktet, hvorfra et ophørende kapitqlselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået.
- Enhver særlig fordel, der gives til medlemmerne af kapitalselskabernes ledelse.
- Et udkast til vedtægter, hvis der dannes et nyt kapitalselskab i forbindelse med fusionen.
Hvis alle involverede parter i fusionen er anpartsselskaber, kan kapitalejerne i enighed beslutte at undlade at udarbejde en fusionsplan.
I fusioner, hvor der kun deltager anpartsselskaber, skal der i forbindelse med vedtagelsen af fusionens gennemførelse tages stilling til følgende forhold:
- Anpartsselskabernes navne og eventuelle binavne.
- Det skal også fremgå om de eller det ophørende selskab eller selskabers navne eller binavne skal indgå som binavn for det fortsættende selskab.
- Vederlaget for anparterne i det ophørende selskab.
- Tidspunktet, hvorfra der gives adgang til udbytte for de anparter, der betales vederlag for.
- Tidspunktet, hvorfra et ophørende anpartsselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået.
- Et udkast til vedtægter, hvis der ved fusionen dannes et nyt selskab.
Fusionsredegørelsen
Udover fusionsplanen, skal ledelsen udarbejde en fusionsredegørelse, medmindre kapitalejerne i enighed beslutter, at der ikke skal udarbejdes en sådan fusionsredegørelse. En fusionsredegørelse skal redegøre for og forklare, hvorfor og hvordan selve fusionen vil finde sted. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan man er kommet frem til vederlaget, det vil sige prisen, for kapitalandelene i den eller de ophørende selskaber.
Kreditorerklæring
Et af formålene med fusionsreglerne er at sikre, kreditorernes retstilling ikke forringes, når to selskaber fusionerer.
Kreditorerklæring (eller en vurderingsmandserklæring) har til formål at fastslå, om selskabernes kreditorer er tilstrækkeligt sikret ved fusionen. Det skal i erklæringen konkluderes, om kreditorerne i de selskaber, der er involveret i fusionen, sandsynligvis vil være tilstrækkeligt sikret efter fusionen i forhold til selskabets nuværende situation.
Kapitalejerne kan dog i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en kreditorerklæring. Herefter kan kreditorer anmelde deres fordringer til selskabet, der er stiftet forud for offentliggørelsen hos Erhvervsstyrelsen og indtil fire uger efter. Hvis vurderingsmændene finder, at kreditorerne ikke er tilstrækkeligt sikrede efter fusionen, kan kreditorerne ligeledes anmelde deres fordringer inden for samme frist. Kreditorerne kan herefter kræve, at anmeldte forfaldne fordringer indfries eller forlange at der stilles betryggende sikkerhed for anmeldte, ikke forfaldne, fordringer.
Vurderingsmandsudtalelse
Vurderingsmandsudtalelsen, også kaldet en vederlagsudtalelse om fusionsplanen, er en skriftlig udtalelse om fusionsplanen og vederlaget. Formålet med udtalelsen er at fastslå, om det vederlag, der f.eks. betales for kapitalandelene i det fusionerende selskab, er rimeligt og objektivt begrundet. Vederlagsudtalelsen udarbejdes for hvert af de selskaber, der er involveret i fusionen, af en eller flere uafhængige sagkyndige vurderingsmænd.
Kapitalejerne kan i enighed beslutte, at der ikke skal udarbejdes en vurderingsmandsudtalelse.
Erklæringen skal stilles til rådighed for kapitalejerne, inden de stemmer om fusionen, og den skal indeholde en begrundelse for, hvorfor den eller de sagkyndige vurderingsmænd mener, at fusionsvilkårene er rimelige og objektivt berettigede.
Kapitalejerne bør tage hensyn til alle oplysninger i vederlagsopgørelsen, når de overvejer, om de skal godkende fusionen.
Offentliggørelse af fusionsplan og endelig gennemførsel af fusionen
Når fusionsplanen er lavet og indsendt til Erhvervsstyrelsen, skal den først offentliggøres, før der kan træffes en endegyldig beslutning om, hvorvidt fusionen kan gennemføres. Fusionen kan tidligst finde sted fire uger efter, at Erhvervsstyrelsen har offentliggjort fusionsplanen.
Få professionel hjælp til din forestående fusion
Hos DLA Piper råder vi over en række af landets bedste advokater, når det gælder virksomhedsfusioner. Vi mener det, når vi siger, at vi er de bedste inden for M&A transaktioner. Vi har derfor stor erfaring med at hjælpe virksomheder med både køb- og salg af virksomheder samt ikke mindst gennemførsel af fusioner.
Udover at vi har advokater, der er specialiseret inden for alle aspekter af fusioner, har vi både kontorer i ind- og udland, hvilket gør os i stand til at varetage fusioner på tværs af landegrænser. Vi har ligeledes flere år i træk indtaget førstepladsen for flest virksomhedsoverdragelser målt på antallet af M&A transaktioner registreret hos Mergermarket.