COVID-19: EKFs støttemuligheder til de danske eksportvirksomheder

news
22 Apr 2020
Faglig nyhed

I disse tider er det essentielt at støtte den internationale handel og globale værdikæde. Det er netop kerneområder for EKF (Danmarks Eksportkredit). Til gavn for danske eksportvirksomheder er der, som en del af regeringens COVID-19 hjælpepakke til erhvervslivet, øget adgang til eksportkredit ved en række initiativer fra EKF.

Initiativerne fra EKF omfatter en ny likviditetskaution samt en udvidelse af mulighederne for genforsikring af eksportordrer.

Likviditetskaution

Denne ordning er delt op i to dele, hvor den ene er målrettet SMV'er, og den anden er målrettet store virksomheder. Store virksomheder skal i denne sammenhæng forstås som virksomheder med mere end 250 ansatte. Fokus er eksportvirksomheder. For at kandidere til ordningen skal virksomhedens eksport have udgjort mindst 10% af virksomhedens omsætning i 2019. Alternativt kan man som virksomhed være underleverandør til en virksomhed, hvis eksport i 2019 udgjorde mindst 10% af denne virksomheds omsætning.

Ved brug af likviditetskautionen kan EKF stille garanti for nye lån og driftskreditter til eksportvirksomheder til dækning af virksomhedens tab som følge af spredningen af COVID-19.

Ordningen fungerer rent praktisk således, at man som virksomhed skal søge via sin bank eller andet finansieringsinstitut (i nyhedsbrevet her skriver vi bare bank). For at kunne søge ordningen skal man som virksomhed være i den situation, at man i hele eller dele af perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 30. september 2020 har lidt (eller forventer at lide) et omsætningstab på minimum 30% som følge af spredningen af COVID-19. Ordningen gælder, udover for danske virksomheder, også for grønlandske og færøske virksomheder.

Likvidationskautionen kort fortalt:

  • Der kan kun stilles garanti for lån og driftskreditter til kreditværdige virksomheder (kreditvurdering foretages af den bank, som indsender ansøgning).
  • En virksomhed kan godt opnå garanti flere gange, dog ikke for den samme periode mere end én gang.
  • Garantien kan dække 80% af bankens tab for SMV'er og 70 % af bankens tab for store virksomheder.
  • Garantien må ikke dække lån, der anvendes til at afdrage på anden gæld til samme bank.
  • Det kan ikke ydes garanti til kriseramte virksomheder (pr. 31. december 2019).
  • Garantien har en løbetid på højst 6 år.
  • Garantien nedskrives over lånets løbetid og følger bankens tilbagebetalingsprofil.
  • EKF opkræver en risikopræmie eller garantiprovision, mellem 0,25% og 1% for SMV'er, og for store virksomheder fastsat individuelt på markedsvilkår.
  • Der kan ikke ydes garanti for lånebeløb, der overstiger
    • likviditetsbehovet for de næste 18 måneder for SMV'er og 12 måneder for store virksomheder
    • det opgjorte omsætningstab
    • det dobbelte af virksomhedens årlige lønudgifter for 2019
    • 25% af den samlede omsætning i 2019.

Vilkårene minder meget om de tilsvarende garantiordninger fra Vækstfonden, som vi tidligere har beskrevet [link til vores nyhedsbrev om Vækstfondens garantiordninger]. Det er værd at bemærke, at man ikke kan opnå garanti fra EKF under likviditetskautionen, hvis man har opnået garanti under den tilsvarende ordning, henholdsvis for SMV'er eller store virksomheder, via Vækstfonden og vice versa.

Genforsikring af eksportordrer

Dette er en eksisterende ordning fra EKF, hvor EKF kan tilbyde danske eksportvirksomheder at genforsikre eksportordrer forsikret ved et privat kreditforsikringsselskab. Baggrunden for dette er, at kreditforsikringsselskabet dermed ikke bærer hele risikoen, og således forventeligt vil forsikre ordrer, som ellers ville være blevet afvist af kreditforsikringsselskabet.

Ordningen har tidligere været målrettet eksportforretninger til lande udenfor OECD. I forbindelse med COVID-19 betragtes nu også flere ellers sikre markeder indenfor OECD som risikable. Derfor er ordningen blevet udvidet til også at omfatte eksportforretninger til lande indenfor OECD-lande.

Hvis du eller din virksomhed har spørgsmål til EKF-ordningerne eller andre muligheder for finansiering eller økonomisk krisehåndtering, er du velkommen til at kontakte os.

Du kan læse mere om ordningerne på EKFs hjemmeside, hvor der også ligger en liste over lande omfattet af genforsikringsordningen.