Danmark har tiltrådt FN-aftale om beskyttelse af det åbne hav

news
20 Nov 2023
Category
Faglig nyhed

Danmark har d. 20 september tiltrådt FN’s nyeste aftale på det maritime område. Aftalen regulerer beskyttelsen af biodiversiteten i det åbne hav og begrænsninger for aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med målene i aftalen.

Det åbne hav udgør omkring to-tredjedele af alle havenes overflade og 95% af deres volumen. Ved det åbne hav forstås det område, der ligger uden for national jurisdiktion, dvs. ingen lande kan håndhæve deres regler på området.

Efter cirka 10 år’s forhandlinger i FN-regi blev ”Agreement under the United Nations Convention on the Law of the Sea on the conservation and sustainable use of marine biological diversity of areas beyond national jurisdiction” vedtaget d. 19. juni 2023.

BBNJ-aftalen”, som den betegnes, blev derefter underskrevet af parterne, herunder EU, d. 20. september 2023.

Aftalen tilsigter at øge beskyttelsen af biodiversiteten i det åbne hav. Biodiversiteten er i dag truet af bl.a. klimaændringer, forurening, intensivering af landbruget og anlægsprojekter i naturen.

Aftalen har følgende fokusområder:

  • Etablering af beskyttede maritime områder. På disse områder fastsættes der et eller flere langsigtede mål vedrørende biodiversiteten. Menneskelige aktiviteter på disse områder må derefter kun tillades, hvis de er i overensstemmelse med de fastsatte mål
  • Deling af maritime genetiske ressourcer mellem aftalens parter. Med maritime genetiske ressourcer forstås planter, dyr, mikroorganismer eller andre levende organismers gener med aktuel eller potentiel værdi
  • En forpligtelse for aftaleparterne til at foretage miljøpåvirkningsvurderinger, før de foretager aktiviteter på det åbne hav. Aftalen indeholder præcise retningslinjer for, hvordan vurderingerne skal gennemføres
  • Parterne forpligtes til at styrke hinandens kapacitet og til at overføre maritime teknologier til hinanden

Hos DLA Piper rådgiver vi i alle forhold indenfor shipping-, transport og logistisk-sektoren samt om ESG og sustainability, og vi følger løbende udviklingen i lovgivningen på disse områder.