DLA Piper har rådgivet Northern Horizon i forbindelse med køb af portefølje af friplejehjem fra AP Ejendomme
DLA Piper har bistået den specialiserede kapitalforvalter Northern Horizon i forbindelse med køb af tre nyere friplejehjem fra AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme. Ejendommene er beliggende i henholdsvis Nyborg, Nørager og Horsens og rummer i alt 182 friplejeboliger tillige med servicearealer, mv.
Danske Diakonhjem, der hidtil har drevet de tre friplejehjem, fortsætter som operatør.
Transaktionsværdien overstiger kr. 500 mio., og transaktionen er dermed blandt de største nogensinde inden for dette segment i Danmark.
Transaktionen ventes gennemført den 1. oktober 2025, og de tre friplejehjem vil herefter indgå i Northern Horizons femte plejehjemsfond Aged Care and Social Infrastructure Fund, der er en evergreen-fond med en samlet værdi på 5 mia. kr. og fokus på investeringer i moderne bygninger til plejehjem, seniorboliger og lignende social infrastruktur
Med handlen styrker Northern Horizon sin position på det danske marked, hvor Northern Horizon-fonde nu ejer 12 friplejehjem, 2 seniorboligprojekter og 2 børnehaver.
Northern Horizon blev rådgivet af et team bestående primært af Thomas Albrechtsen, Jonas M. B. Andersson og Joakim Rydal Nielsen.