Muligheder for pantsætning samt transport i kommende udbetalinger af lønkompensation til virksomhederne
Som nærmere gennemgået i vores nyhedsbreve af den 16. og 24. marts har regeringen og arbejdsmarkedets parter indgået en trepartsaftale om en midlertidig lønkompensationsordning for fyringstruede medarbejdere.
Lønkompensationen udgør i sig selv en håndsrækning til de mange virksomheder, som oplever økonomiske udfordringer ved den aktuelle situation.
Der blev i dag, den 25. marts kl. 12, åbnet op for ansøgninger om lønkompensation. Ansøgninger skal indleveres digitalt hos Erhvervsstyrelsen på virk.dk.
Ansøger skal dokumentere, at virksomheden opfylder betingelserne for opnåelse af kompensation under ordningen, herunder at
- Virksomheden står over for at skulle afskedige mindst 30 % eller mere end 50 ansatte i virksomheden
- Virksomheden ikke afskediger medarbejdere af økonomiske årsager i den pågældende periode, hvor virksomheden modtager kompensation
- Virksomheden hjemsender mindst 30 % eller 50 medarbejderne med fuld løn
Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med ansøgningsprocessen eller efterfølgende pålægge virksomheder at anvende en revisor.
Der er umiddelbart ikke noget loft for denne hjælpepakke, og ansøgningerne håndteres ifølge Erhvervsstyrelsen ikke efter ”først til mølle-princippet”. Rigtig mange danske virksomheder er påvirket af coronasituationen. Der må derfor påregnes en vis sagsbehandlingstid tid hos Erhvervsstyrelsen, inden der kan ske udbetaling af lønkompensation til de ansøgte virksomheder.
I den mellemliggende periode kan der opstå behov for yderligere driftsfinansiering med henblik på, at virksomheden kan foretage udbetaling af lønmodtagernes løn. Dette aktualiserer en afdækning af mulighederne for sikkerhedsstillelse for yderligere kreditfaciliteter.
Kravet på udbetaling af lønkompensation udgør umiddelbart en simpel fordring eller en fremtidig fordring herpå. I begge tilfælde er der mulighed for at pantsætte fordringen, herunder give transport deri.
Fordringen på fremtidig udbetaling af lønkompensation giver anledning til særlige overvejelser i forbindelse med etablering af transport deri, særligt hvis man i den forbindelse ønsker at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse efter gældsbrevslovens § 31.
Principielt er der intet til hinder for at overdrage fremtidige fordringer (krav). En forudsætning er dog, at fordringernes opståen ikke ganske beror på tilfældigheder, og at man allerede på overdragelsestidspunktet er i stand til at beskrive de overdragne fordringer tilstrækkeligt klart og entydigt. Det sidstnævnte er en følge af det almindelige individualiseringskrav i forbindelse med pantsætning.
Der er vores vurdering, at en virksomheds fremtidige krav på udbetaling af lønkompensation kan individualiseres og dermed give mulighed for pantsætning, når virksomheden har modtaget en bekræftelse på, at den digitale ansøgning om lønkompensation er registeret.
Selve pantsætningen etableres ved en skriftlig aftale mellem virksomheden og dennes bank eller anden långiver. Denne aftale skal klart fastlægge de indbyrdes rettigheder og forpligtelser. For at denne pantsætningsaftale kan opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse, jf. GBL § 31, skal der efter vores vurdering ske en underretning om overdragelsen af fordringen på lønkompensation (en denuntiation) til den myndighed, som forestår administrationen og udbetalingen af lønkompensationen.
Det er dermed et vigtigt spørgsmål, om en forhåndsunderretning (forhåndsdenunciation) i tidsmæssig henseende opnår beskyttelse over for godtroende omsætningserhververe og kreditorer allerede fra tidspunktet fra forhåndsunderretningens fremkomst til myndigheden, eller først fra det senere tidspunkt, hvor fordringen kommer til reel eksistens. Spørgsmål kan dog ikke anses for endelig afklaret i retspraksis.
Det er desuden et spørgsmål, om der allerede ved gennemført digital ansøgning foreligger en tilstrækkelig individualisering. Dertil bemærkes, at fordringen på lønkompensation følger af et egentligt lovgrundlag derfor, som klart fastlægger kriterierne for et retligt krav på udbetaling af lønkompensation.
Efter vores vurdering bør det således være muligt allerede på nuværende tidspunkt at udarbejde en pantsætningsaftale, som giver bank eller långiver transport i de fremtidige udbetalinger af lønkompensation.
For at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse efter gældsbrevslovens § 31 skal underretningen om denne pantsætning fremsendes som en underretningsmeddelelse (denunciationsmeddelelse). Det er i den forbindelse vigtig at denne fremsendes til rette myndighed.
Denunciationsmeddelelsen har virkning på det tidspunkt, hvor meddelelsen kommer frem til myndigheden, idet underretningen er et påbud. Det er således ikke en betingelse for at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse, at myndigheden bekræfter en notering eller modtagelse deraf.
På nuværende tidspunkt er det dog uklart, hvilken myndighed som kan og skal modtage disse underretningsmeddelelser, og om der stilles krav om anvendelse af særlige formularer i forbindelse med etablering af pantsætninger, herunder transport, af fremtidige krav på udbetaling af lønkompensation.
Hovedformålet med underretningen (denuntiationen) er at sikre, at virksomheden afskæres fra senere at råde over det fremtidige krav på udbetalingen af lønkompensation i modstrid med den allerede indrømmede pantsætning. Passivitet fra myndighederne i forhold til at notere eller bekræfte modtagelsen af en underretning om en pantsætning (transport) af kravet på udbetalingen af lønkompensation kan efter vores vurdering efter omstændighederne dog muligvis i nogle konkrete tilfælde føre til, at banken eller långivers beskyttelse over for overdragerens godtroende omsætningserhververe og kreditorer fortabes.
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte os.