Lovforslag om ændringer i rekonstruktionsreglerne som følge af COVID-19
Regeringen har den 21. oktober 2020 fremsat lovforslag om ændringer i rekonstruktionsreglerne som følge af COVID-19.
Lovforslaget indeholder overordnet følgende ændringer til de nuværende rekonstruktionsregler:
- Der gives mulighed for en ”fast track” virksomhedsoverdragelse, hvis det vurderes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af virksomheden.
- Udvidelse af muligheden for at opnå dækning af lønmodtagerkrav for perioden op til rekonstruktionens indledning hos Lønmodtagernes Garantifond.
- Rekonstruktionen kan bringes til ophør indtil en rekonstruktionsplan er vedtaget. Virksomheden skal altså ikke automatisk overgå til konkurs, hvis rekonstruktionen mislykkes.
- Der stilles ikke krav om sikkerhed for omkostningerne ved en efterfølgende konkursbehandling før rekonstruktionen kan indledes.
- Det skal ikke længere være obligatorisk, at der beskikkes en regnskabskyndig tillidsmand ved indledning af rekonstruktion.
- Det skal gøres muligt at udsætte 4 ugers-fristen til afholdelse af mødet om afstemning om rekonstruktionsplanen i 4 uger – uden begrundelse.
Regeringen slår fast i indledningen til lovforslaget, at de foreslåede ændringer ikke begrænser sig til COVID-19. Der lægges altså op til, at virksomheder, der er kommet i økonomiske vanskeligheder under COVID-19, men hvor de økonomiske vanskeligheder ikke skyldes COVID-19, samt virksomheder, som kommer i økonomiske vanskeligheder efter COVID-19, ligeledes kan gøre brug af de foreslåede forbedrede regler for rekonstruktion.
DLA Pipers eksperter har gennemført et stort antal rekonstruktioner og står altid klar til at hjælpe din virksomhed.