Fødevarestyrelsen påbegynder udbetalinger til minkavlerne – her er vores guide i forbindelse med den påbegyndende udbetaling

news
18 Jan 2021
Category
Faglig nyhed

Fødevarestyrelsen har nu oplyst, at man har påbegyndt udbetaling til minkavlerne. I første omgang er det udbetaling til de over 900 minkavlere, der selv har stået for at aflive deres mink, og betalingerne udgør honorar for arbejdstimer og betaling for brug af udstyr i forbindelse med aflivningerne.

Hvornår udbetales yderligere erstatning til minkavlerne og følgeerhverv?
Det er fortsat uklart, hvornår minkavlerne og følgeerhvervene får vished om, hvilken erstatning der kan forventes, og hvornår denne vil blive udbetalt. 

Lovgrundlaget for fastsættelse af regler om erstatning kom på plads den 21. december 2021, hvor Folketinget vedtog den nye lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink. Loven tager dog ikke stilling til præcist, hvilken erstatning minkavlerne vil få, ligesom loven heller ikke tager stilling til, om der skal ydes erstatning til de påvirkede følgeerhverv. Det fremgår således alene af lovforslaget, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget i Folketinget er det dog blevet tilføjet i loven, at ministeren også kan fastsætte regler om kompensation og erstatning til visse følgeerhverv. Det giver efter vores vurdering en klar indikation af, at sådanne regler vil blive fastsat.

Fødevarestyrelsen oplyser, at der fortsat pågår politiske forhandlinger vedrørende den samlede erstatningspakke til avlerne og følgerhverv. Derudover skal EU godkende erstatningsordningen, inden udbetalingerne kan påbegyndes. 

Gode råd fra DLA Piper i forbindelse med udbetaling af erstatning
Myndighederne står over for en omfattende ny administrativ opgave, når dokumentation skal gennemgås og erstatning udbetales til minkavlere og følgeerhverv. I forbindelse med den begyndende udbetaling af erstatning har vi her gode råd til dig, der skal modtage eller har modtaget erstatning. 

1.    Få styr på dokumentationen og opbevar den sikkert
Det er vigtigt, at det sikres, at den nødvendige dokumentation vedrørende bl.a. minkene, udgifter mv. samles, organiseres og gemmes. Erstatning vil muligvis kunne udbetales hurtigere, hvis al nødvendig dokumentation foreligger og er organiseret på en overskuelig måde.  

2.    Kontroller de udbetalinger du modtager og gør indsigelse, hvis du opdager fejl eller er i tvivl
Når du modtager udbetalinger, bør du kontrollere, at det oplyste grundlag for udbetalingerne er korrekt. Der kan således ske fejl i forbindelse med sagsbehandlingen. Hvis du opdager fejl eller er i tvivl om, hvorvidt der er fejl, vil vi anbefale, at du kontakter myndighederne eller din rådgiver snarest muligt.

3.    Sørg for at få aftaler med myndighederne på skrift
Myndighederne kan i forbindelse med deres sagsbehandling have behov for at gå i dialog med dig. En sådan dialog kan foregå mundtligt. Det er altid vores anbefaling, at du beder myndighederne bekræfte, hvad I har drøftet og aftalt skriftligt, således at du kan gemme dokumentation for jeres drøftelser og aftaler. Hvis du ikke er enig i det, du får bekræftet i den forbindelse, bør du omgående gøre indsigelse.   

4.    Tag forbehold ved indgåelse af aftaler med myndighederne
Det er vores anbefaling, at der forud for indgåelse af aftale med myndighederne tages udtrykkeligt og skriftligt forbehold for at fremsætte krav om betaling af fuld erstatning i henhold til dansk ret. Derved sikres det, at du ikke fortaber et krav ved at underskrive en aftale med myndighederne. Vi har udarbejdet et eksempel på et sådan forbehold, der kan findes her. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et eksempel på et skriftligt forbehold, der bør tilpasses den konkrete minkavlers situation.

5.    Husk muligheden for at få indsigt i de oplysninger myndighederne har om dig og din virksomhed
Er du eksempelvis i tvivl om, hvilket grundlag og hvilke oplysninger om dig og din virksomhed, myndighederne træffer afgørelse på grundlag af, har du mulighed for at få indsigt i disse oplysninger ved at rette henvendelse til myndighederne. 

Hold dig opdateret

Vi har nedsat en task force, der nøje følger udviklingen. Vi holder løbende vores hjemmeside opdateret med de seneste informationer. Læs mere her

Hotline

Vi har etableret en gratis hotline, hvor du kan modtage uforpligtende og gratis indledende rådgivning fra vores specialister. 

Kontakt os på: +45 33 34 00 80