Der kan være flere udfordringer forbundet med en virksomhedslukning, og det kan derfor være relevant at søge rådgivning om forskellige løsningsmodeller.
Der kan være mange grunde at lukke sin virksomhed. Ejeren kan f.eks. have lyst til nye udfordringer, eller det kan være, at virksomheden ikke gik som forventet. Det er uanset hvad vigtigt, at virksomheden lukkes ned korrekt. Der er flere måder at lukke sin virksomhed på, afhængigt af om virksomheden er solvent eller ej, samt om virksomheden er personligt ejet eller drevet i et selskab.
Der er mange forhold, der skal tages stilling til, når en virksomhed skal lukkes ned. Hos DLA Piper har vores jurister stor erfaring inden for de forskellige aspekter af en virksomhedslukning og de vil kunne hjælpe dig med de specifikke forhold omkring netop din virksomhed.
Lukning af personligt ejede virksomheder
En personligt ejet virksomhed, såsom et A/S, ApS eller A/S selskab lukkes rent praktisk på Erhvervsstyrelsens hjemmeside og er en relativt simpel proces. Det er dog vigtigt, at du inden lukningen sikrer dig fortsat adgang til virksomhedens digitale post. Man kan ellers risikere at miste vigtige og nødvendige dokumenter, der ikke kan genskabes.
Uanset din virksomhedsform er det vigtigt, at du inden lukningen undersøger, hvornår og hvordan du kan opsige dine medarbejdere, kontrakter, bestillinger og andres forpligtelser. Det er ligeledes vigtigt, at du indberetter og betaler til SKAT og andre offentlige myndigheder til og med datoen for lukningen af virksomheden. Det kan få særligt stor betydning for dig, der har en personligt ejet virksomhed, da du hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser – også efter lukningen.
Når virksomheden er lukket, er det et lovkrav, at man gemmer virksomhedens regnskaber og relevante bilag i mindst fem år efter virksomhedslukningen.
Lukning af selskaber
Det kan være relevant at overveje mulighederne for et salg af virksomheden som et alternativ til lukning af denne, særligt hvis virksomheden har væsentlige aktiver eller værdifuld goodwill. DLA Pipers jurister har betydelig erfaring inden for salg af virksomheder, og vil kunne rådgive dig om alle aspekter inden for området, herunder identifikation af potentielle købere og forhandling af vilkår.
Alt efter om man er solvent eller insolvent, er der fire muligheder for at lukke en virksomhed:
- Via indgivelse af en betalingserklæring
- Via en frivillig likvidation
- Via en konkursbehandling
- Via en tvangsopløsning
Nedenfor vil vi kort gennemgå, hvornår hvilke af disse muligheder bør tages i brug.
Hvis man frivilligt vil lukke et solvent selskab, det det gøres på følgende to måder:
- Betalingserklæring
- Frivillig likvidation
Betalingserklæring
Betalingserklæringen er den mest simple måde at lukke en virksomhed på. Erklæringen indebærer, at alle selskabets ejere erklærer sig om, at samtlige af selskabets kreditorer er betalt – såvel forfaldne som uforfaldne.
Betalingserklæringen, der skal ledsages af en erklæring fra skattemyndighederne om, at selskabet ikke har gæld til det offentlige, anmeldes herefter til Erhvervsstyrelsen, der foretager sletning af selskabet. Såfremt det viser sig, at ikke alle selskabets kreditorer var betalt, hæfter ejerne personligt for den pågældende gæld.
Frivillig likvidation
En anden mulighed man kan overveje er en såkaldt frivillig likvidation. I disse tilfælde kan selskabets ejere besluttepå en generalforsamling at lade selskabet træde i frivillig likvidation. Dette indebærer, at der udpeges en likvidator, som træder i ledelsens sted og herefter forestår en afvikling af selskabets virksomhed, dvs. afhænder aktiverne og betaler kreditorerne og herefter udlodder et overskud til kapitalejerne.
Frivillig likvidation er en mere tidskrævende proces, der kan strække sig over flere måneder. Til gengæld risikerer selskabets ejere som udgangspunkt ikke personlig hæftelse for eventuelle forpligtelser, der ved en fejl ikke afregnes under likvidationen.
Insolvente virksomheder
Hvis en virksomhed omvendt er insolvent, er det ikke muligt at opløse virksomheden ved en betalingserklæring eller frivillig likvidation.
Såfremt man ikke ønsker at drive virksomheden videre, må det i stedet undergives konkursbehandling hos skifteretten. Skifteretten udnævner en kurator, der har til opgave at afhænde selskabets aktiver og betale kreditorernes krav mod virksomheden i videst muligt omfang.
Tvangsopløsning
Overholder virksomheden ikke visse nærmere bestemte regler – eksempelvis afgivelse af årsrapport inden for gældende frister – kan Erhvervsstyrelsen beslutte, at selskabet skal tages under tvangsopløsning hos skifteretten. Skifteretten udpeger en likvidator, der har til opgave at undersøge, om virksomheden er solvent eller insolvent. Er virksomheden insolvent, tages den under konkursbehandling. Er virksomheden solvent, likvideres den efter reglerne om likvidation.
Virksomhedens ejere kan dog indtil tre måneder efter, at virksomheden er oversendt til tvangsopløsning, vælge at genoptage virksomheden og derved undgå enten konkursbehandling eller likvidation. Dette forudsætter dog, at forskellige betingelser er opfyldt.
Få rådgivning til lukning af din virksomhed
Der kan være flere udfordringer forbundet med en virksomhedslukning, og det kan derfor være relevant at søge rådgivning om forskellige løsningsmodeller. Hos DLA Piper har vores jurister stor erfaring med rådgivning om og foretagelse af virksomhedslukninger, og vi har altid fokus på at finde den bedste løsning for din forretning.